Efter 7-1-nederlaget til Tyskland i VM-semifinalen tirsdag aften var den brasilianske landstræner, Luis Felipe Scolari, ikke spået de store overlevelsesmuligheder som landstræner for de ydmygede VM-værter.

Men nu bakker den nyvalgte præsident for det brasilianske fodboldforbund, Marco Polo Del Nero, den 65-årige landsholdchef op.

Han siger til den brasilianske avis, Estado de São Paulo, at Scorali skal beholde sit job på baggrund af det gode stykke arbejde, han har leveret i de 19 måneder, han har haft cheftrænerposten.

- Står det til mig, skal han blive. Det, der skete, var en taktisk fejl. Det var problemet. Men vi laver alle fejl. Det kan ske for enhver. Det vigtige er, at han gjorde et godt stykke arbejde. Slutrunden og forberedelserne dertil var gode. Der er lagt et godt fundament, siger Marco Polo Del Nero.

Det er første gang, at han eller den afgående præsident, Jose Maria Marin, udtaler sig om det sviende nederlag til Tyskland.

Siden Scolari blev landstræner i november 2012, har han tabt tre ud af 28 kampe. Han håber ikke, at nederlaget til Tyskland skal overskygge hans hidtidige præstationer. Den tidligere portugisiske landstræner afleverer nu en rapport om semifinale-fadæsen til fodboldforbundet.

- Så vil ledelsen snakke sammen og lad os så se, hvad der sker. Lad os se, hvad de mener, jeg gjorde godt, og hvad jeg gjorde skidt, siger Luis Felipe Scolari.