Ingen sejr i de i alt fem seneste kampe. Intet europæisk gruppespil. Ingen mål. Ingen topplacering i Superligaen,hvor det lige nu kun kan blive til en ottendeplads.

Sæsonen 2015/16 er på mange måder kommet humpende i gang for FC København. Træner og manager Ståle Solbakken mener dog stadig, at hovedstadsklubben er stærk nok til at udfordre mesterholdet FC Midtjylland i denne sæson.

»Jo, det er vi. Også som vi spiller nu – især hvis vi klarer det sidste med at få flyttet bolden i mål,« siger Ståle Solbakken.

Han vurderer den samlede indsats indtil videre således:

»Spillemæssigt har det i lange perioder været klart godkendt, og der har været meget stor fremgang fra i fjor. Især offensivt har vi taget mange skridt. Resultatmæssigt har det været meget frustrerende. Vi har haft nogle defensive udfald, specielt mod AGF på hjemmebane (2-2, red.), og ellers er det konverteringen af chancer, der har været alt for dårligt. I tre af de sidste fire superliga-kampe har vi været rigtigt gode. Vi var rigtigt gode i Herning (0-0 mod FCM), vi var gode i lange perioder mod AGF, og vi var rigtigt gode mod OB søndag (0-1, red.). Hvis vi kan blive ved med at spille sådan, så kommer målene også – det er jeg sikker på,« siger Ståle Solbakken.

Den norske træner, der er i gang med sin tredje FCK-sæson siden superliga-comebacket, mener at klubben har et lille point-efterslæb i forhold til, hvad holdet reelt har spillet til.

»Vi har ni point, og det er tre for lidt i forhold til, at vi har spillet fire udekampe. Så det handler vel ganske enkelt om, at vi ikke har formået at punktere kampene, og at vi ikke scorer på de store chancer, vi har. Og så er der altid en fare for, at modstanderne kan få scoret et mål og få point,« siger han.

En simpel Google-søgning på ’brændte chancer, ’FCK’ og ’Ståle Solbakken’ viser, at der i et års tid har været et tema, at klubbens spillere har været uskarpe.

Så hvor længe kan I egentlig blive ved med at bruge den undskyldning, Ståle Solbakken?

»Det skal helst stoppe nu,« lyder det fra nordmanden, der ikke vil sige, at FCM allerede er trukket fra trods et forspring på otte point (FCK har dog en kamp til gode, mod Randers FC).

»Det kan jeg nemmere svare på, når vi har spillet de tre næste kampe, som også er på hjemmebane (mod AaB, Randers FC og Hobro, red.). Med 17 kampe tilbage og to indbyrdes opgør mod FCM er det for tidligt at snakke om det,« siger Ståle Solbakken.

Han er i det hele taget ikke overrasket over, at midtjyderne igen i år ligger helt fremme, trods mange sideløbende europæiske kampe allerede. Og anerkender også guld-rivalernes nye økonomiske formåen.

»Nej, jeg er faktisk ikke overrasket over FCM’s styrke. Det er en stærkt trup med stærke spillere.  De har været stabile og solide – og gode til at tvinge marginalerne over på deres side – i modsætning til os kan man sige. FCM har helt sikkert et godt økonomisk fundament, men hvor stort det er, ved jeg ikke nok om til at kunne svare eller kommentere på. Og det kan vi egentlig heller ikke bruge til noget. Vi må koncentrere os om os selv,« siger Ståle Solbakken.

I sommerpausen har han haft frie hænder til at ruste markant op i truppen. Truppen var stort set på plads tidligt – og trods de manglende resultater hidtil er han tilfreds med den håndfuld af store profiler, som er kommet til.

»De mangler stadig at nå helt frem til slutproduktet, men de er på vej alle sammen, og det kan i virkeligheden ske når som helst: Alle har haft fin fremgang. Og jeg er ikke bange for, at det ikke skal lykkes,« siger Ståle Solbakken, der vurderer de fem mest markante nyindkøb således:

Benjamin Verbic: »Han  var god, inden han blev skadet, rigtigt god. Der var selvfølgelig det røde kort mod Jabolec, som var uheldigt.«

Federico Santander: »Han har har spillet mange gode kampe, men han har ikke fået hul på bylden i ligaen med en scoring, som jeg tror vil hjælpe.«

William Kvist: »Han trænger bare til at spille flere kampe. Han har haft to sæsoner, hvor der har været meget lidt rytme i det, han har lavet.«

Kasper Kusk: »Han kommer til flere og flere chancer og i flere og flere situationer, hvor vi ved, at han er god. Det er bare et spørgsmål om tid, inden han scorer.«

Peter Ankersen: »Han har tilpasset sig bedre og bedre. Han har haft en lille downperiode, men er kommet igen nu.«

Ståle Solbakken mener ikke, at FCK er ramt på stoltheden af ikke at være blevet dansk mester i de seneste to år – eller af at have misset det europæiske gruppespil i år:

»Vi går ikke rundt hver eneste dag og tænker på, at vi ikke er blevet mester, men vi arbejder da på at komme tilbage på tronen. Det gør alle spillere hver eneste dag,« siger han.

Kan FCK tillade sig at misse guldet tre år i træk?

»Det kan vi tale om lidt senere. Det kan vi ikke tage så tidligt på sæsonen. Lad os snakke om det i maj.«