Nicklas Bendtner er udtaget til det danske fodboldlandsholds kommende EM-kvalifikationskamp mod Armenien, selv om landstræner Morten Olsen tidligere har afvist at udtage angriberen på grund af manglende kampform.

IFK Göteborg-angriberen Lasse Vibe er også udtaget. Det melder DBU ud på Twitter torsdag.

Nicklas Bendtner har ikke deltaget i en fodboldkampen, siden landskampen mod England på Wembley den 5. marts. Han skiftede for små to uger siden til den tyske bundesligaklub Wolfsburg.

- Vi har ikke haft mulighed for at se Bendtner spille, men efter at have snakket med Wolfsburg, har vi alligevel valgt at inkludere ham i truppen. Det er dels målt op mod de andre muligheder, vi havde, og så giver det os mulighed for at se nærmere på Nicklas til træning og eventuelt i kamp mod Tyrkiet med henblik på kampen mod Armenien, forklarer Morten Olsen til DBU's hjemmeside.

Den 26-årige angriber har spillet 54 kampe og scoret 26 mål for det danske landshold.

Mortens Olsens valg af Bendtner skal ses i lyset af, at danske angribere som Andreas Cornelius og Morten Duncan Rasmussen er rendt ind i skader. Derudover har Brøndby-angriberen Simon Makienok meldt afbud til de kommende landskampe, da han skal giftes.

Danmark møder Tyrkiet i en træningskamp i Odense på onsdag. Fire dage senere venter Armenien i en vigtig EM-kvalifikationskamp i Parken.