Eriksen, sen, sen; He’s our number 23.

Eriksen, sen, sen; Came to play for AVB.

To the left to the right; He’s our midfield Dynamite.

When he plays for the Lilywhites; He makes Özil look shite.

Luk øjnene og forestil dig en flok skaldede tætbyggede herrer – flere af dem med et tydeligt fravær af tænder i både over- og undermunden – skråle ovenstående, mens de hoppende fægter rundt med armene.

Sådan er virkeligheden i det engelske, hver gang Christian Eriksen er i aktion for Tottenham, der i sommer smed på den gode side af 100 millioner kroner efter den danske midtbanespiller.

Den handel har klubben ikke fortrudt ét sekund. Med mål og assist har knægten fra Middelfart været både Tottenhams og Premier Leagues store åbenbaring i en sæson, der for Spurs’ vedkommende endte med en sjetteplads.

For Eriksen blev sæsonen kronet med titlen som årets spiller kåret af klubbens fans. Den første sæson, som mange bruger som ren tilvænning til verdens hårdeste liga, er blevet endnu et gennembrud for den danske landsholdsspiller, der også på Morten Olsens hold har løftet sit niveau. Det så man senest i venskabskampene mod Ungarn og Sverige.

Som Eriksen tørt konkluderer det, da BT får en lille snak på to-mandshånd:

- Det har været et nyt og spændende år, hvor jeg har levet i nuet. Der var mange spekulationer omkring, om jeg ville passe ind. Jeg følte selv, jeg ville kunne passe godt ind, og det synes jeg også, jeg har fået bevist.

Christian Eriksens popularitet kan ikke overvurderes. Det er hans personlige hæderssang kun et blandt mange beviser på. En sang, som pubber og de engelske stadioner lagde lydkulisse til allerede kort efter Eriksens skifte fra Ajax. Til Eriksens store fornøjelse.

- Den kom rigtig hurtigt ud, og det var kun fedt, at folk så tidligt kunne lide, hvad de så på stadion. Det varmede virkelig, siger Christian Eriksen, der ikke kan skjule smilet, når snakken går på sangen, hvor sidste strofe skal skråles på kraftfuld engelsk værtshusmanér (tjek bare YouTube).

Linjen om Arsenals Mesut Özil, der igennem Spurs-supporternes hvide briller ligner ’lort’ sammenlignet med Christian Eriksen.

Flere engelske medier har da også for længst udråbt Eriksen som en langt bedre handel end den tyske landsholdsspiller, som Arsenal købte for godt 375 mio. kr. i Real Madrid.

- Det ved jeg nu ikke. Özil er en utrolig god spiller, og der har jeg stadig et lille stykke op endnu, når man tænker på, hvad han har opnået i Tyskland og Madrid. Han skal også vænne sig til en god liga. Men igen, han var med til at vinde noget, de ikke har gjort i mange år, siger Eriksen om Özil og Arsenals FA Cup-triumf.

Da Christian Eriksen skiftede til Tottenham i sommer, blev han en brik i det nye puslespil, der skulle samles efter superstjernen Gareth Bales Real Madrid-skifte. Man talte om en Tottenham-revolution. Ind kom en hær af spillere til en samlet værdi af knap en milliard med angriberen Roberto Soldado som frontsoldaten. Både han og argentinske Eric Lamela blev købt for mere end 220 millioner kroner. Per snude. Ifølge Eriksen har et mindre forventningspres været med til at bane vejen for ham.

- Jeg var selvfølgelig lidt mindre end nogle af de andre, der blev hentet, så jeg er måske kommet lidt fra baghjul. Det har måske været en fordel, at der ikke var så meget fokus på mig fra start, som der var på nogle af de andre.

Du skiftede ret pludseligt fra hollandsk til engelsk fodbold og spillede næsten omgående. Har det aldrig været svært at følge med i hovedet med alle de omvæltninger, du skulle forholde dig til?

- Næh, jeg har bare levet i nuet og taget det, som det kom og været meget åben fra start. Jeg skulle lære en masse nye mennesker at kende, og det startede selvfølgelig en del tanker oppe i hovedet. Men det var en mindre del, end jeg havde regnet med. Men at det ville gå så godt for mig, det havde jeg ikke drømt om.

Hvordan håndterer du den enorme opmærksomhed, der er om din person. Der er jo også hele tiden rygter om din fremtid. Store klubber nævnes jævnligt.

- Det er en meget større liga, hvor der er meget større fokus. Det kan man også godt mærke. Men virakken er ikke rigtig noget, jeg mærker.

Apropos rygterne. Kan du så berolige de danske Tottenham-fans med, at du bliver i Tottenham?

- Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at forlade Tottenham, fastslår Eriksen, der efter sommerferien skal arbejde under den tredje Tottenham-manager på et år.

Argentinske Mauricio Pocchetino, der kommer til fra Southampton.

Helt anderledes stabilitet er der på det danske landshold, hvor landstræner Morten Olsen har gjort Christian Eriksen til et naturligt omdrejningspunkt qua fynboens åbenlyse tekniske kvaliteter og fodboldforståelse. Der tegner sig et klart billede af, at Christian Eriksen bliver nøglen i den forestående EM-kvalifikation.

Føler du selv et øget ansvar på landsholdet, og er du klar til at bære det?

- Ja, men jeg synes ikke, der har været et hårdt pres. Det er mest jeres pres (medierne). Men det er også fair nok med høje forventninger, når man gør det godt på klubholdet. Så forventes det også, man kan gøre det på landsholdet. Men det er bare ikke altid det samme, selvom man ville ønske det.

Vi har senest set dig i et velfungerende samarbejde med tekniske typer som Michael Krohn-Dehli og Lasse Schöne. Hvilke muligheder ser du i sådan en konstellation på midtbanen?

- Der er mange muligheder. Det er en fordel, når man kender hinanden, og jeg og Krohn har spillet en del landskampe sammen, mens Schöne og jeg har spillet meget sammen på klubhold. Så vi ved, hvad hinanden tænker. Vi er fodboldspillere og kan alle godt lide at have kuglen. Det gør det lidt lettere, at vi for det meste har nogenlunde samme tanker, siger Christian Eriksen, der i en alder af blot 22 år spillede sin landskamp nummer 44 mod Sverige, siden debuten i 2010.

Fortsætter han med 44 landskampe hvert fjerde år, vil han som 30-årig have spillet 132 landskampe. Tre mere end landskamprekordholder Peter Schmeichel, der fik 129 kampe i landsholdstrøjen. Den hæder er af ganske naturlige årsager ikke i tankerne lige nu, men kan med tiden blive en milepæl, der skal jagtes, erkender han.

- Der er en del år endnu, men jeg er kommet rigtig godt med. På et senere tidspunkt kan det måske blive et mål, men jeg har egentlig bare følelsen af, at jeg ikke vil misse en landskamp, fordi det er sjovt og spændende at være med. Jeg tror, de fleste meget gerne vil spille på landsholdet, hvis ikke alle. Det er man kun glad for, og det skal man vise, siger Christian Eriksen, der glæder sig over de mange unge talenter, der er på vej.

Pierre-Emile Højbjerg i Bayern München, Andreas Christensen i Chelsea og Viktor Fischer i Ajax blandt mange andre.

- Det ser spændende ud. Der er rigtig mange store talenter, som kan blive endnu større.

Mon ikke der venter flere sange for Christian Eriksen. Gerne i landsholdstrøjen og gerne den med Queen, der hedder ’We are the Champions’.