Den tidligere Esbjerg-spiller Søren Rieks er kommet godt igang med 2014, hvor han selv har fået scoret to gange, og hvor hans hold, NEC Nijmegen, i to turneringskampe og en pokalkamp endnu ikke har tabt i år.

Det betyder, at han lige nu er godt tilfreds med tilværelsen i Holland og ikke skal nogen steder hen i transfervinduets sidste dage, selvom der har været interesse fra Danmark - ifølge BT's oplysninger blandt andet fra Brøndby.

- Jeg har hørt, at der har været interesse fra Danmark, men jeg har ikke hørt, fra hvilke klubber, og jeg regner heller ikke med at skulle noget. Vi har næsten allerede fået flere point end i efteråret, og jeg har fået spillet mig til en plads, så det går fint, siger Søren Rieks til BT.