AaB står foran en stor udfordring efter 1-3-nederlaget til Club Brugge.

Men et kig i historiebøgerne bør give tro på videre avancement i Europa League, for flere danske hold har slået nogle af de store hold ud, efter et elendigt udgangspunkt i de første opgør.

Det hører til sjældenhederne, at et dansk hold laver fem mål på udebane i en europæisk turnering, men det var lige præcis, hvad Brøndby gjorde i 1996, da de fejede Karlsruhe ud af UEFA Cup'en
Det hører til sjældenhederne, at et dansk hold laver fem mål på udebane i en europæisk turnering, men det var lige præcis, hvad Brøndby gjorde i 1996, da de fejede Karlsruhe ud af UEFA Cup'en Foto: ACTION IMAGES
Vis mere

Karlsruher SC - Brøndby IF - 3. december 1996  - fra 1-3 til 5-0 (samlet sejr: 6-3)
Brøndbys mirakuløse comeback mod Karlsruhe i 1996 går over i fodboldhistorien som et af de vildeste. Tyskerne - med stjerner som Oliver Kahn og Thomas Hässler på banen - vandt det første opgør af to med 3-1 over Brøndby i UEFA Cup’en. Peter Møller brændte straffespark i Parken, og alle regnede med, at tyskerne som den største selvfølgelighed ville sende Brøndby endeligt ud i mørket i returopgøret på Wildparkstadion. Men sådan gik det ikke. Langt fra. Brøndby sejrede med 5-0 i kamp nummer to på mål af Ruben Bagger, Dan Eggen, Kim Vilfort og to gange Peter Møller - scoringer, der sparkede Brøndby i kvartfinalen i UEFA Cup’en, og samtidigt gjorde tykt grin med tyskerne foran deres egne fans.

------------------------------------------

FCK brugte mange år på at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil, og i 2006 lykkedes det så, da man slog Ajax på udebane med 2-0
FCK brugte mange år på at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil, og i 2006 lykkedes det så, da man slog Ajax på udebane med 2-0 Foto: Lars Møller
Vis mere

Ajax - FC København - 23. august 2006 - fra 1-2 til 2-0 (samlet sejr: 3-2)
Selv de største optimister havde nok aldrig sådan rigtig troet på, at FC København ville spille sig i Champions League efter at have tabt 1-2 på Parkens græstæppe i det første opgør af to mod Ajax. En returkamp, hvor der var millioner på spil, fordi det gjaldt sidste kvalifikationsrunde før gruppespillet i Champions League. Ajax har traditionelt været med på den store, internationale fodboldscene, og derfor lå det til, at hollænderne med Jaap Stam, Wesley Sneijder og Ryan Babel uden problemer ville vinde samlet over FCK. Men med først Michael Silberbauers scoring og dernæst selvmålet af Thomas Vermaelen skete miraklet, og FC København indledte en succesfuld årrække under Ståle Solbakken med kvalifikationen til Champions League.

------------------------------------------

Nok en af de mest uforglemmelige kampe i dansk fodboldhistorie, da OB slog selveste Real Madrid ud af UEFA Cup'en
Nok en af de mest uforglemmelige kampe i dansk fodboldhistorie, da OB slog selveste Real Madrid ud af UEFA Cup'en
Vis mere

Real Madrid - OB - 6. december 1994 - fra 2-3 til 2-0 (samlet sejr: 4-3)
Santiago Bernabéu er et af verdens mest frygtede steder at spille, og det hjalp på ingen måde OBs chancer for at gå videre mod Real Madrid, at spanierne i det første opgør havde vundet med 3-2 i Odense. Med spillere som Michael Laudrup på holdet var Real Madrid kæmpe favorit til at gå videre i UEFA Cup’en, men så skete der noget, som end ikke H.C. Andersen kunne have forfattet bedre for det danske hold fra eventyrmagerens hjemby. Med et køligt chip fik Ulrik Pedersen bolden forbi Canizares i målet, og så var vejen banet for sensationen. En sensation, der blev til virkelighed, da Michael Schønbjergs indlæg fik den fornemste behandling af Morten Bisgaard. 2-0-resultatet fik lov at stå, og OB leverede en af de største overraskelser i den danske fodboldhistorie.