For andet år i træk og tolvte gang i alt vandt Arsenal lørdag den engelske FA Cup-finale med en sejr på 4-0 over Aston Villa med den danske landsholdsspiller, Jores Okore, på holdet. Målene blev scoret af Theo Walcott, Alexis Sanchez, Per Mertesacker og Olivier Giroud

På forhånd var Jores Okores hold underdogs, for holdet sluttede 14 pladser og 37 point under Arsenal i Premier League, og Arsenal vandt de to indbyrdes kampe med henholdsvis 3-0 og 5-0.

Allerede i første halvleg var det let at se hvorfor. Arsenals angreb bølgede ned mod Aston Villa-forsvaret, der havde rigeligt at se til med at holde de hurtige Arsenal-folk fra fadet.

Det lykkedes dog ikke, for Arsenal kom hurtigt til flere muligheder, og efter 20 minutter var det meget tæt på 1-0, da Aaron Ramsey ramte overliggeren.

Kort før pausen kom det fortjente føringsmål. Efter et indlæg fra Nacho Monreal nåede lille Alexis Sanchez højest i en hovedstødsduel, og chileneren viste fint overblik, da han headede bolden skråt bagud, hvor Theo Walcott kom stormende til. Den engelske landsholdsangriber halvflugtede kuglen i det korte hjørne uden chance for Aston Villas målmand, Shay Given.

Efter fem minutters spil af anden halvleg kom Arsenal på 2-0, da Alexis Sanchez fyrede kanonen af fra 25 meters afstand. Shay Given kunne se bolden hele vejen, men den brækkede i luften, og den endte i målet via overliggeren.

Arsenal trak sig derefter lidt tilbage, og Aston Villa fik etableret noget, der kunne minde om et pres. Men efter 17 minutters spil af anden halvleg blev kampen reelt afgjort, da Per Mertesacker udnyttede, at Aston Villas Christian Benteke slap markeringen af ham. Tyskeren steg til vejrs og headede let bolden i kassen.

Siden følte Aston Villas sig snydt for straffespark, men i stedet slog Olivier Giroud til sidst sejren fast med sin scoring til 4-0.

»Det er en dejlig følelse. Vi ville vinde. At vinde FA Cup-finalen to år i træk er ikke nemt, men det lykkedes,« jublede Arsenals Aaron Ramsey efter kampen ifølge BBC.

Med sejren har Arsenal overhalet Manchester United som klubben, der har vundet FA Cup'en flest gange. Manchester United har 11 finale-triumfer.

Arsenal slog i sidste sæson Hull City i finalen, og London-klubben har ikke tabt i turneringen siden ottendedelsfinalen i 2013, hvor Blackburn vandt 1-0 over The Gunners.

»Vi fortjente det her. Vi var først på bolden fra start af, og det betød rigtig meget. Sidste år kom vi hurtigt bagud, så der var stor forskel på de to kampe. Det var en dejlig afslutning på sæsonen. Nu kan jeg gå på sommerferie for første gang, siden jeg stoppede med landsholdsfodbold,« sagde målscoreren til 3-0, Per Mertesacker, som var med til at vinde VM med Tyskland sidste år.

Aston Villas manager, Tim Sherwood, anerkendte fuldt ud, at hans hold havde tabt til et bedre mandskab.

»Arsenal var for gode for os. De har nogle fantastiske fodboldspillere, og det viste de i dag. Alexis Sanchez scorede et formidabelt mål. Man kan ikke gøre meget ved sådan et mål. Til gengæld var det skuffende, at de kunne score på en dødbold til 3-0,« sagde Tim Sherwood.

Mens Arsenal kunne glæde sig over FA Cup-sejren, så er det 12 år siden, klubben senest vandt mesterskabet. I denne sæson blev det til en tredjeplads efter en dårlig start.

»Jeg håber, vi kan få en god start på Premier League til næste sæson,« sagde Per Mertesacker.

»At vinde Premier League er næste sæsons helt store mål. Kan vi undgå for mange skader, holde sammen på dette hold og så få en enkelt eller to spillere mere, så lykkes det forhåbentlig,« sagde målscoreren til 4-0, Olivier Giroud.

Lørdagens Arsenal-sejr på 4-0 var den største FA Cup-finalesejr i dette årtusinde. Og den skaber samtidig glæde i Southampton, der kommer i næste sæsons Europa League takket være syvendepladsen i Premier League. Tidligere var det sådan, at taberen af FA Cup-finalen kom i Europa League, hvis vinderen - som det er tilfælde med Arsenal i år - allerede var kvalificeret til Champions League. Men den regel har det europæiske fodboldforbund (UEFA) ændret, således at man skal vinde pokalfinalen for at kvalificere sig ad den vej.