Bjarne Riis er blevet suspenderet fra Tinkoff-Saxo, men cykelholdet afviste tirsdag formiddag i en pressemeddelse, at det er på grund af dårlige resultater eller af økonomiske årsager, at beslutningen er truffet.

Det efterlader naturligvis spørgsmålet om, hvad der så er årsagen til, at team manager Bjarne Riis nu er blevet suspenderet fra det, der engang var hans eget cykelhold, men som nu ejes af den kontroversielle russer Oleg Tinkov.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ

Men når det hverken handler om det sportslige eller økonomien, hvad kan så være grunden til, at Tinkov læger Riis på is? bt.dk ser nærmere på de mulige årsager:

Diskussionen under Tirreno-Adriatico

Det virker mest sandsynligt, at det er under det italienske etapeløb, der netop har været afviklet, at det er gået galt for Bjarne Riis.

Alberto Contador kunne ikke følge med colombianeren Nairo Quintana på den afgørende etape. Det skal angiveligt have ført til et højlydt skænderi, som den franske avis l'Equipe først berettede om, efter etapen med Oleg Tinkov i spidsen som højlydt raseriorkester.

Russeren skal have krævet Tinkoff-Saxos hollandske sportsdirektør, Steven de Jongh, degraderet, men det har Bjarne Riis angiveligt nægtet, fordi han har stor tiltro til de Jongh, der har hovedansvaret for Alberto Contador.

For nuværende er det spekulationer, men det virker sandsynligt, at det er Riis' manglende vilje til at parere ordre, der har fået Oleg Tinkov til at suspendere danskeren.

***************************************************

Anti Doping Danmark-rapporten

Anti Doping Danmark indledte i 2013 en omfattende dopingundersøgelse, som ventes offentliggjort inden for den nærmeste fremtid. Det kan være, at Oleg Tinkov har fået nys om rapportens indhold, som i værste fald kan smadre Bjarne Riis' karriere fuldstændig.

Shane Stokes, journalist og nyhedsredaktør for siden cyclingtips.com.au, spekulerede mandag aften i, at det kan være årsagen til, at Bjarne Riis er blevet suspenderet.

Siden de første spadestik til rapporten blev taget, har der været spekuleret livligt i, at Bjarne Riis vil være nævnt i ADD-rapporten. Flere af danskerens tidligere ryttere, herunder Michael Rasmussen og Tyler Hamilton, har i hvert fald turneret med udtalelser om, at Bjarne Riis i sin tid som holdejer og sportslig ansvarlig har været informeret om, at hans ryttere dopede sig.

I 2013 fortalte Oleg Tinkov i et interview med bt.dk, at han vil have nogle fakta på bordet, før han tager stilling til rapporten og Bjarne Riis' fortsatte fremtid på cykelholdet. Men han sagde også i samme ombæring, at han ikke tror på doping i cykelsporten.

Det virker ikke som det mest sandsynlige scenarie, at Oleg Tinkov har suspenderet Riis, fordi han på en eller anden måde er kommet i besiddelse af belastende detaljer fra rapporten, og Tinkov har jo også selv valgt Riis som samarbejdspartner velvidende om danskerens egen dopingfortid. Tinkov har i øvrigt tidligere drevet et cykelhold, der primært havde ryttere med dopingdomme på lønningslisten.

***************************************************

Svigtende resultater

Tinkoff-Saxo afviser selv i en pressemeddelelse, at årsagen til suspenderingen er svigtende resultater, men helt ignorere det forhold kan man næppe.

Indtil nu har 2015 kun budt på en enkelt etapesejr til Peter Sagan, den dyrtbetalte slovakiske sprinter på Tinkoff-Saxo, men til gengæld en håndfuld sekundære placeringer. Det stemmer ikke overens med Tinkovs høje forventninger.

Læg dertil, at Alberto Contador, der godt nok først skal toppe om to måneder i Giro d'Italia, har virket en anelse bagud i forhold til konkurrenterne Chris Froome og Nairo Quintana i årets første løb. Rafal Majka tabte også mange minutter i Paris-Nice.

Oleg Tinkov har flere gange larmet på Twitter over resultaterne, og selvom Tinkoff-Saxo pure afviser, at det ligger til grund for suspenderingen, kan den manglende sportslige succes også spille ind.