Han var gennem en storslået karriere en bærende spiller i Brøndby. Siden blev han sportsdirektør i klubben, men nu er Ole Bjur klar til at indtage rollen som sportsdirektør i en ny klub.

Hvis den ekstraordinære generalforsamling d. 24. oktober beslutter sig for at oprette en professionel overbygning i Fremad Amager, står Ole Bjur klar til at indtage den ledende position som sportschef for den nye satsning. Det erfarer bold.dk.

Da Aldo Petersen tidligere i år overtog rollen som bestyrelsesformand i Brøndby, blev der også skiftet ud i den sportslige ledelse - blandt andet forlod Ole Bjur klubben efter lidt mere end to år som sportschef.

Læs også: Sådan blev Bjur og Auri fyret

Siden dengang har Bjur været klubløs, men det tegner altså til at ændre sig inden længe. Hvis Fremad Amagers planer om at starte en professionel overbygning ender med at blive realiseret, vil det være med Bjur som den sportslige leder. Han ønsker dog ikke at udtale sig i sagen:

- Det har jeg ikke nogen kommentar til, siger Bjur til bold.dk

Fremad Amager indtager i øjeblikket tredjepladsen i 2. division øst.