Luis Suarez spillede en forrygende i sæson i Liverpool, hvor han med 31 mål i 33 kampe blev suveræn topscorer i Premier League. Nu rygtes den brandvarme angriber til mægtige Barcelona.
Luis Suarez fik for alvor gjort opmærksom på sig selv i den nyligt overståede Premier League-sæson, og han er flere gang blevet rygtet væk fra Liverpool. Nu mener den spanske avis Mundo Deportivo, der anses som værende en af de mest velinformerede spanske aviser med kilder i Barcelona, at Liverpool og Barcelona er i så fremskredne forhandlinger om et køb af Suarez, at købet kan blive offentliggjort i løbet af de kommende dage
Den nytiltrådte Barcelona-træner, Luis Enrique, har efter sigende Suarez som førsteprioritet i dette transfervindue, hvor der forventes at komme til at ske en del nyindkøb.
Ifølge avisen har Barcelona lagt et bud i omegnen af 300 mio. kroner plus Alexis Sanchez som en del af handlen. Avisen anslår Sanchez' værdi til ca. 185 mio. kroner, og dermed kan Suarez ende med at koste Barcelona 485 mio. kroner.
Avisen hævder samtidig, at Suarez i sin seneste kontrakt med Liverpool fik indføjet en frikøbsklausul på 630 mio. kroner, men at det beløb sænkes til 485 mio. kroner, såfremt buddet skulle komme fra Real Madrid eller Barcelona.
Suarez har for nyligt udtalt, at han meget gerne vil spille Champions League med Liverpool, hvor han blev kåret som Årets Spiller. De lovende takter ser ud til at fortsætte på landsholdet. Således scorede han begge mål, da Uruguay torsdag slog England med 2-1 ved VM.