Om fem kampe kan det være slut med Rudi Garcia som cheftræner for AS Roma. I hvert fald hvis man skal tro Corriere dello Sport.

Onsdag kunne den italienske sportsavis nemlig berette om en ophidset diskussion mellem Rudi Garcia og klubbens sportsdirektør, Walter Sabatini, ude foran Camp Nou efter afklapsningen på 1-6 mod Barcelona, og nu skulle ledelsen i klubben altså være trådt ind i billedet.

Ydmygelsen på Camp Nou skulle angiveligt have sat så dybe spor hos ledelsen, at de nu overvejer at gå andre veje i forbindelse med julepausen. Og listen med mulige afløsere til Rudi Garcias job, som Corriere dello Sport fremfører, er ikke kedelig.

Her nævnes bl.a. de to tidligere Roma-trænere Fabio Capello og Luciano Spalletti samt Walter Mazzari, der tidligere har trænet Inter og Napoli.

Af disse kandidater er det særligt navnet Fabio Capello, der vækker opsigt. Den erfarne træner stod ved roret, da Roma blev italienske mestre tilbage i 2001.

Sidenhen forlod han klubben til fordel for Juventus i 2004 - for dernæst at træne både Real Madrid og senere det engelske landshold.

Fabio Capellos forhold til klubbens fans er dog blevet problematisk med årerne. Hans konflikter med klubbens anførerlegende, Francesco Totti, samt hans skifte til ærkerivalerne Juventus har ikke gjort ham til en populær mand i hovedstadsklubben.