Ligaen i Tyrkiet er en enkelt runde fra at gå på sommerferie, og mesterskabet er allerede afgjort, men dramatikken kan meget vel fortsætte, hvis en dansker ønsker det.

Fenerbahces danske landsholdsanfører, Simon Kjær, er manden, der kan sætte gang i det hele. Og det kan han på baggrund af en kamp for flere uger siden mod de nykårede mestre fra Besiktas.

Det blev et hidsigt opgør, der på banen sluttede 1-1, men også fik en masse efterspil, fordi Fenerbahces hollandske stjernespiller Robin van Persie provokerede modstanderne ved blandt andet at række tunge og lave provokerende håndbevægelser, og da spillerne nærmede sig omklædningsrummene, endte det i en masse tumult, og det var her, at danskeren blev involveret.

Ifølge det tyrkiske medie Hürriyet, der også har et billede af situationen, tog Besiktas' træner Senol Günes kvælertag på Simon Kjær, og nu skriver mediet, at anklagemyndigheden er klar til at gå videre med sagen, hvis den danske forsvarsspiller har det ønske.

Om han har det, melder historien ikke noget om, og det er heller ikke lykkedes BT at finde ud af det, selv om avisen onsdag aften var i kontakt med spillerens bagland. Herfra lyder det, at Simon Kjær ikke kendte til historien, så det har han ikke taget stilling til.

Simon Kjær og Fenerbahce ligger inden sidste spillerunde i Tyrkiet på en tredjeplads med 13 point op til Besiktas.