Tidligere træner og spiller står i kø for at rose den tidligere Superliga-spiller Brian Fakkenor, som onsdag døde efter at have kæmpet med fire års sygdom.

Brian Fakkenor var en legende i FC Fredericia, hvor han spillede fra 2001 til 2010. I fire af årene havde han Jan Vingaard som træner, og Vingaard husker udmærket tiden med den mangeårige Fredericia-anfører.

»Han var en af dem, som var med til få Fredericia op og stå. Han var samlingspunkt i klubben, og så var han en fighter af gudsnåde,« siger Jan Vingaard.

Siden 2011 har Brian Fakkenor kæmpet en hård kamp med den alvorlige sygdom Borrelia, efter han blev bidt af en skovflåt. Sygdommen er sjælden, og det var dyrt for Brian Fakkenor at blive behandlet. Jan Vingaard var dog med til at give et tilskud, da Fakkenor skulle til Tyskland og blive behandlet.

»Jeg har fulgt ham nøje, og jeg var med til at donere penge, da han manglede det til en operation. Men det er tragisk og frygteligt, at han ikke kunne hjælpes,« fortæller Jan Vingaard.

Brian Fakkenors tidligere holdkammerat i Fredericia Jes Bakke er også dybt chokeret over dødsfaldet.

»Jeg blev allerede chokeret, første gang jeg hørte, han var syg. Han fortalte, han havde mistet kræfterne i sine arme. Senere i hans sygdom kunne han knap nok gå, og han var besværet, når vi snakkede sammen,« siger Jes Bakke og er forfærdet over, at Fakkenor tabte kampen til sygdommen.

»Det er ikke så lang tid siden, han var en stor leder på banen og utrolig vellidt blandt holdkammeraterne, og derfor er det skræmmende, at han pludselig er væk.«