Andreas Christensens formkurve er efter en træg begyndelse kun gået opad i Borussia Mönchengladbach, og han toppede fredag sit ophold i den tyske Bundesliga med to scoringer i 5-1-sejren over Werder Bremen.

Den Chelsea-ejede unge defensivspiller kom til klubben for et år siden på en toårig lejeaftale, men står det til træner Andre Schubert, skal danskeren ikke med et fly tilbage til London efter denne sæson.

»Jeg vil være meget tilfreds, hvis han kunne blive længe i Borussia. Han er en super god forsvarsspiller og bare en god fodboldspiller. Men det er op til Max Eberl (sportsdirektør, red). Jeg kan kun sige, hvad mine ønsker er,« forklarer Schubert til Bild.



19-årige Andreas Christensen havde før lørdagens kamp spillet 17 kampe på højeste niveau i Premier League og Bundesligaen uden at komme på tavlen, og mod Werder blev det altså ikke bare til én scoring, men to.

»Det vigtigste var, at holdet kom tilbage på sejrssporet. Men naturligvis glæder jeg mig over begge mål,« forklarer Andreas Christensen til Kicker.

Borussia Mönchengladbach kravlede med sejren op på en fjerdeplads i Bundesligaen, men har spillet en kamp mere end de andre tophold.