En ungdomstræner i New York Red Bulls er blevet dræbt med en kniv.

New York Red Bulls, der bl.a. har den tidligere Arsenal-stjerne Thierry Henry på lønningslisten, er i sorg.

Klubben har mistet sin ungdomstræner, Michael Jones, som blev dræbt med en kniv på en gade på øen Manhattan, hvor en betydelig del af den amerikanske storby ligger.

- Vi er opmærksomme på denne tragedie, og på vegne af hele organisationen vil vi gerne sende vores hjertevarme kondolencer til hele Michaels familie, hans venner og bekendte, skriver New York Red Bulls på sin hjemmeside.

- Han var et fantastisk menneske og en dygtig træner, der elskede fodbold, og så var han en god ven for mange af os, skriver klubben, der spiller med i den øverste amerikanske liga, Major League Soccer, videre.

- Det er virkelig en trist dag, og vi vil gøre vores yderste for at hjælpe myndighederne i opklaringen af sagen. Vores tanker og bønner går til Michaels familie, skriver New York Red Bulls.

Foruden Thierry Henry vil danske fodboldfans også genkende navnet Heath Pearce i klubbens trup. Han spillede tidligere for FCN.