Zinedine Zidane får lørdag aften debut som Real Madrid-træner, når 'kongeklubben' tager imod Deportivo La Coruna. BT klæder dig på til kampen ved at kigge nærmere på trænere, som tidligere har taget samme vej fra B-holdet til det professionelle niveau, som franskmanden nu gør.

Prøv at lege Real Madrid-præsident de næste 20 sekunder. Du - Florentino Perez - leder efter en ny cheftræner. På andetholdet vandrer en tidligere stjernespiller, Zinedine Zidane, rundt næsten uden trænererfaring, mens du i den internationale manager-buffet skuer over lækre muligheder som blandt andre José Mourinho.

Hvem vælger du?

Kogt helt ind er det formentlig de overvejelser, Florentino Perez har gjort sig efter fyringen af Rafael Benitez, og den mangeårige præsident valgte som bekendt at promovere Zinedine Zidane, der kun har en smule trænererfaring fra Real Madrids B-hold Castilla, i stedet for at hente en ny mand ind udefra.

Den idé er ikke revolutionerende. I nyere tid er det en løsning, som mange klubber har valgt, og Pep Guardiola lyser uden tvivl som nutidens klareste eksempel fra tiden som først spiller i Barcelona, siden træner for B-holdet og endelig succesrig førsteholdstræner for ’Blaugrana’.



I denne artikel giver BT dig et udpluk af eksempler fra trænerverdenen, der minder om Zidane og Guardiola.

Trænere som har været spiller og cheftræner i samme klub:

Zinedine Zidane:
Franskmanden blev formet som spiller i Juventus og definerede sig måske især som en af verdens bedste fodboldspillere i Real Madrid i de succesfulde Galacticos-år fra 2001-2006.

Nu er han så klar til at lave en ’Guardiola’ efter at have været assistent for Real Madrids førsteholdog træner for B-holdet Castilla, men der findes stemmer, som ikke er begejstrede for Florentino Perez’ beslutning.

En af dem er Ottmar Hitzfeld, der tordnede mod valget af Zidane for tre dage siden i den schweiziske avis Blick og kaldte det ’forrykt’.

»Det handler om, hvorvidt man har den nødvendige leder-autoritet. Zidane har ingen erfaring som træner på dette niveau, og nu skal han træne nogle af de største navne i verden,« sagde Hitzfeld.

Zidane fik sin UEFA Pro trænerlicens for under et år siden.

Roberto Mancini.
Roberto Mancini. Foto: CLAUDIO GIOVANNINI
Vis mere

Roberto Mancini:

Den nuværende Inter-træner spillede for Rom-klubben Lazio i 1997-2001 og trænede siden klubben fra 2002-2004. Mancini startede godt nok cheftrænerkarrieren i Fiorentina i 2001, men han var assistent for Sven Göran Eriksson i Lazio inden da, og han var blot i Firenze i 10 måneder, inden han vendte tilbage til den italienske hovedstad. Selvom Mancini var underlagt strenge finansielle krav af Lazio-ledelsen - han måtte sælge nøglefigurerne Allesandro Nesta og Hernán Crespo, og spillerne gik 80 procent ned i løn - så lykkedes det alligevel for Mancini nå semifinalerne i UEFA Cup’en og vinde Coppa Italia.

Pep Guardiola:
De fleste kender efterhånden historien om Pep Guardiola, der spillede i Barcelona 11 år i træk som den defensive midtbane, der blev kendetegnet ved sin elegante omgang med bolden og sine lederegenskaber. I 2007 vendte han tilbage til Barcelona efter et par afstikkere til klubber som Roma og Al-Ahli og indledte sin trænerkarriere med Barcelonas B-hold, inden han afløste Frank Rijkaard på førsteholdet og førte Barcelona til en af historiens mest succesfulde perioder med 14 nye trofæer til katalanernes pokalskab.

Carlo Ancelotti.
Carlo Ancelotti. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

Carlo Ancelotti:

Fordelene ved at vælge en træner, som har en fortid som spiller i klubbben, er mange - det var ikke mindst tilfældet, da Milan i 2001 ansatte Carlo Ancelotti, der styrede Milano-klubben otte år. Ancelotti kendte jo til den daglige gang i den traditionsrige Serie A-klub fra tiden som spiller i 1987-1992, og det var uden tvivl en af grundene til, at Milan blot to år efter ansættelsen vandt Champions League. Ancelotti var også manden, der ’opfandt’ Andrea Pirlo som defensiv midtbanespiller i de første år i Milan.

Johan Cruyff:
Nu skal det hele ikke gå op i nutidige eksempler, så hvem er mere relevant at hive frem end Johan Cruyff? Den legendariske hollænder spillede i Ajax og Barcelona og blev siden træner i begge klubber. Cruyff blev måske især i Barcelona en institution, da han stod i spidsen for det berømte ’Dream Team’, som støvsugede de første år af 1990’erne for titler. Cruyff lå i rugekassen i Amsterdam og Barcelona i samlet 14 år som spiller og førte Barcelona til historiske resultater sidenhen.

Antonio Conte.
Antonio Conte. Foto: ASHRAF MOHAMMAD MOHAMMAD ALAMRA
Vis mere

Antonio Conte:
Italieneren var kendt for at være en hurtig og energisk drivkraft, der styrede den defensive midtbane i Juventus fra 1991-2004, og siden da blev han så cheftræner i Torino-klubben fra 2011-2014. Han har ganske vist også været træner i fire andre italienske klubber inden ansættelsen hos ’Den Gamle Dame’ i 2011, men Conte er blot endnu et af mange beviser på, at nogle ting bare trækker i én, når stamklubben henvender sig med en trænerforespørgsel. Som træner blev Conte kendt for at være en mand fuld af taktiske overraskelser - spilsystemet varierede lige fra 3-3-4 til 3-5-2.

Andre eksempler:

Michael Laudrup
Danskeren nåede at være Brøndby-spiller i ungdomskarrieren fra 1973-1976 og blev siden seniorspiller i 1982-1983-sæsonen, inden talentet sendte ham til Lazio. Ikke desto mindre returnerede Michael Laudrup til Brøndby som træner i 2002 og havde god succes på Vestegnen. Nu blev Laudrup næppe udklækket i Brøndby med øje for, at han en dag skulle vende tilbage som cheftræner, men forbindelsen blev holdt varm.

Fillippo Inzaghi:
Angriberen, der blev kendt for (næsten) altid at løbe offside for AC Milan i de 11 år, han spillede i klubben, er aldrig blevet lige så berømt for sin trænergerning selvsamme sted. Blot et år fik Inzaghi som ’Rossoneris’ træner, og pudsigt nok afløste han i øvrigt Clarence Seedorf, som også har en fortid som spiller i Milan.