FC København-spilleren Youssef Toutouh har efter en god snak med Åge Hareide valgt at spille for Danmark.

København. FC Københavns formstærke kantspiller Youssef Toutouh går helhjertet efter at spille for det danske fodboldlandshold.

Efter en snak med landstræner Åge Hareide, som var på besøg på FCK's træningsanlæg, så har Toutouh droppet at stille op for Marokko.

Det siger Toutouh efter torsdagens FCK-sejr på 2-1 over Ajax i Europa League i Parken, hvor Hareide også var til stede.

- Åge kom forbi træningsanlægget, og jeg havde en god snak med ham. Han virker til at være en rigtig god træner. Han snakker noget norsk, som jeg kan forstå, siger Toutouh.

Han er efterhånden vant til det norske sprog, fordi nordmanden Ståle Solbakken er cheftræner i FCK.

- Det var en stor ting, at Åge kom ud til os. Jeg var overrasket, da jeg så ham på anlægget. Så jeg er stolt og håber, at der er mulighed for, at jeg kan spille for det danske landshold.

- Jeg er født i Danmark. Jeg meldte ud, at jeg ville spille for Marokko, men det gik rigtigt hurtigt, og jeg var inde i en proces. Der var mange ting i mit hoved.

- Hvis jeg kommer til at spille, vil jeg bløde for Danmark. Jeg ser ikke det danske landshold som plan B, og får jeg muligheden, skal jeg nok vise, at jeg er en god fodboldspiller.

- Lige nu er Danmark plan A. Det er 100 procent, siger Toutouh.

Han satser på, at papirarbejdet kan løses hurtigt, så han måske allerede kan komme med mod Rumænien senere på måneden.

Hareide har udtaget 20 ud af 23 spillere, og de sidste tre bliver udvalgt i starten af næste uge.

- Jeg ved ikke, hvad der er sket med de papirer, men jeg håber, at der er mulighed for, at jeg kan blive udtaget allerede nu, siger Toutouh.

24-årige Toutouh har tidligere spillet flere ungdomslandskampe for Danmark.

/ritzau/