Yaya Touré og Manchester City er kommet ind i 2015 med et brag. Længe så det ud til, at de lyseblå mestre ville få problemer med at besejre Sunderland på hjemmebane, men en vild anden halvleg sikrede Manuel Pellegrinis tropper en sejr på 3-2.

Og hvilket mål, der satte scoringsfesten i gang. Bolden blev lagt til rette for Yaya Toure, og City-anføreren smækkede den i kassen med en hård førstegangstræffer, så bolden fløj i målhjørnet med en høj, høj fart.

City var ikke færdige med at lave flotte mål, for kort efter afsluttede Stevan Jovetic et angreb, hvor han scorede ved at svinge det ene ben under det andet.

I den sidste Premier League-kamp kort inden nytår smed Manchester City en 2-0-føring hjemme mod Burnley, og et lignende scenarie var ved at udspille sig nytårsdag, hvor der blev scoret hele fem mål på 16 minutter på Etihad Stadium.

Kun to minutter efter Jovetic' scoring reducerede Jack Rodwell, og chokket i Manchester indtraf kun tre minutter senere, da Sunderland helt korrekt fik tildelt et straffespark, da Pablo Zabaleta kom for sent i en tackling. Fra straffesparkspletten havde Adam Johnson ingen problemer med at passere City-målmanden Willy, som havde sendt Joe Hart på bænken.

Nytårsdag var også dagen, hvor Manchester City offentliggjorde, at klubben havde forlænget kontrakten med Frank Lampard for resten af sæsonen, og netop indskiftede Lampard fejrede forlængelsen ved at blive matchvinder med et hovedstødsmål.

På dette tidspunkt var der stadig omkring 20 minutter tilbage af kampen, og da målene raslede ind, var der tegn på en større målfest, men selv om Manchester City var meget tæt på at score yderligere, forblev det ved de 3-2.

Dermed sætter Manchester City førerholdet Chelsea under et gevaldigt pres, inden Jose Mourinhos hold senere møder Tottenham. City har inden Chelseas kamp lige så mange point.