Dele Alli vil tilsyneladende ikke have noget med sine forældre at gøre.

Tottenham-stjernens mor, Denise, fortæller i et opsigtsvækkende interview med Daily Mirror, at hun hver aften græder sig i søvn, fordi Dele Alli nægter at se hende og faderen Kehinde, en multimillionær forretningsmand.

»Jeg forstår ikke, hvad vi har gjort galt,« siger moderen Denise og fortsætter:

»Han nægter at tale med mig, og det føles som om, at han er blevet taget fra os. Men jeg giver ikke op på at få ham tilbage.«

 

Ingen af forældrene har set meget til 20-årige Dele Alli siden 2015, hvor han skrev under med Tottenham, der virkelig har nydt godt af englænderen i denne sæson. Dele Alli har scoret 11 gange fra sin position på midtbanen og er spået til en stor fodboldfremtid.

Fremtiden med forældrene ser ikke lige så lys ud. Dele Alli har fjernet navnet 'Alli' fra sin trøje, da han ikke føler sig forbundet til navnet, og han har desuden skiftet telefonnummer, måske så forældrene ikke kan komme i kontakt med ham.

Dele Alli blev født i 1996 kun et år efter, at forældrene mødtes på en natklub. Tre år efter gik forældrene fra hinanden, men har holdt kontakten ved og også prøvet at genskabe den med deres søn ligesiden.

Dele Alli, Tottenhams stjernespiller, vil ikke have noget med sine forældre at gøre.
Dele Alli, Tottenhams stjernespiller, vil ikke have noget med sine forældre at gøre. Foto: Francois Lenoir
Vis mere

Moderen Denise er endda mødt op uden for Tottenhams stadion White Harte Lane, hvor hun efter en kamp forsøgte at få kontakt med sin søn. Med tårer i øjnene fortæller moderen i følge Daily Mirror følgende:

»Jeg havde ikke nogen billet til kampen, men jeg tog derud, fordi jeg ville se Dele. Jeg ventede udenfor efter kampen, og da Dele kom ud, sagde jeg stille til ham: 'Dele, det er mig, din mor.' Han stoppede ikke. Han kiggede bare på mig og sagde, at han havde travlt, og så kørte han væk. Jeg var i tårer og totalt knust,« siger moderen, der med egne ord ikke kunne holde øje med Dele Alli i hans yngste år, fordi hun var alkoholiseret.

Hun siger, at hun er ligeglad med sin søns penge.

»Jeg ville elske at se ham selv hvis han arbejdede hos McDonald's. Vi vil bare have vores søn tilbage.«

Dele Allis far er bosat i Houston, Texas, og har gentagende gang taget turen til London i forsøget på at genforene familien, men det er tilsyneladende ikke lykkedes endnu. Nu vil tiden vise, om et større interview med et britisk medie hjælper på tingene.