Mandagen var præget af stor forvirring om Pione Sisto. Var FC Midtjyllands store talent blevet genindkaldt som en hemmelig joker, Olsen kunne sætte ind mod Sverige, eller var han ikke? Og var han blevet skadet igen under landstræningen? DBU meldte ingenting ud officielt, men Ekstra Bladet kunne meddele, at Sisto var blevet indkaldt til landsholdet og siden sendt hjem igen.

Men helt sådan forholdt tingene sig ikke. Olsen ville gerne have Sisto med i enkelt træning mandag formiddag, og det var både spilleren og hans klub indstillet på.

Pione Sisto har genoptrænet ovenpå sin skade sammen med fysioterapeut Thomas Jørgensen og ProTreatment. Men så ringede Morten Olsen.

»Og når Morten Olsen ringer, så sender Midtjylland deres bedste folk,« siger klubbens kommunikationsdirektør Hans Krabbe med et smil på læben.

Og tilsyneladende ville Olsen gerne have Sisto med til selve kampen efter at have set ham i træningen. Landstræneren skulle angiveligt have spurgt Sisto, om han fysisk var klar til 120 minutters kamp tirsdag aften. Og her har svaret åbenbart været negativt - i hvert fald forlod Sisto igen landsholdslejren senere mandag.

Sisto var oprindeligt udtaget til landsholdet til de to playoff-kampe mod Sverige, men i sidste uge måtte han melde afbud på grund af en lyskenskade. Nu er han dog så meget i bedring, at han træner normalt igen.

»Jeg har haft godt fat i ham i samarbejde med FCM, og det ser rigtigt godt ud nu. Jeg er sikker på, at han kan spille på fredag,« siger fysioterapeuten Thomas Jørgensen fra ProTreatment, der også har arbejdet med navne som Kevin Magnussen og Nicklas Bendtner.

FC Midtjylland møder fredag aften OB på udebane. I næste uge gælder det først Legia Warszawa i Polen om torsdagen inden søndagens topkamp i Superligaen hjemme mod FC København.