Giv mig den mikrofon - så skal I høre!

Carlo Ancelotti stjal showet, da han tog mikrofonen og sang en opera-lignende hyldest-sang for næsen af måbende spillere og Bayern München-fans under festlighederne i weekenden.

Sangen, som du kan høre og se den italienske Bayern München-træner udføre herunder, er 'The Best Years of Our Lives' af den italienske sangskriver Renato Zero.

Det er svært ikke at lade sig imponere - både af Ancelottis sangstemme, men også og måske først og fremmest af hans præstationer som træner.

Italieneren har vundet mesterskabet i fire af de fem største ligaer og lande. Det begyndte, da han vandt Serie A med AC Milan i 2004. I 2010 førte han Chelsea til den ultimative triumf i Premier League, i 2013 var det Paris Saint-Germains tur i Ligue 1, og nu med Bayern München i 2017. Imponerende!

Bayern München sikrede sig sit 27. mesterskab i Bundesligaen allerede i slutningen af april, da holdet slog Wolfsburg med 6-0. Bayern München har vundet mesterskabet de seneste fem år.

Afstanden til nummer to i ligaen, RB Leipzig og Yussuf Poulsen, endte med at være 15 point over 34 kampe.