Angriberen Edinson Cavani forlænger med Paris Saint-Germain, så kontrakten er gældende til sommeren 2020.

Paris. Stjerneangriberen Edinson Cavani har forlænget med den franske mesterklub Paris Saint-Germain.

Tirsdag oplyser klubben på sin hjemmeside, at uruguayeren har forlænget med yderligere to år, så han nu er bundet til klubben frem til sommeren 2020.

- Denne kontrakt understreger den store tiltro, som Edinson Cavani har til vores projekt, siger PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi.

Den 30-årige angriber var ikke i tvivl om, at en forlængelse var den rette beslutning.

- Det har hele tiden stået klart, at jeg har en stor lyst til at forsætte min historie med klubben, fansene og alle, der arbejder hårdt for at gøre klubben til en af de stærkeste i verden, siger Cavani.

Han kom til klubben fra Napoli i 2013 og har siden scoret 125 mål i 192 kampe.

Dermed har bidraget stort til tre franske mesterskaber på stribe.

- Jeg har stor tiltro til, at klubben kan opnå endnu flere mål i de kommende år, siger Cavani.

/ritzau/AFP