Toppolitiker og tidligere borgmester i Aarhus, Nicolai Wammen (S), tager til genmæle over for FCK-manager Ståle Solbakken, der leverede en AGF-stikpille efter pokalsejren torsdag.

Det var en kulisse ud over det sædvanlige, der dannede ramme om torsdagens pokalfinale mellem AGF og FCK. Næsten 20.000 aarhusianere havde taget turen til København for at give de normale hjemmefans kamp til stregen.

På banen vandt FCK 2-1, men det ændrede ikke på, at både spillere og ledere næsten var på den anden ende i jubel over fansenes opbakning.

Men FCK-manager Ståle Solbakken stak lidt til AGF'erne alligevel.

»Det var fantastisk. Men jeg håber, at det ikke bare var en engangsforestilling for dem, der kom fra Aarhus. At de ikke bare skal komme til kamp hver tyvende år.  Jeg får lidt ondt i maven af at høre om den gale fodboldinteresse i Århus, når der sidder 3.900 mod Viborg. For at være en fodboldby er man nødt til også at støtte holdet til hverdag,« lød stikpillen fra den nordmanden.

»Han skal passe sin egen butik. Aarhus er en stolt fodboldby, hvor man i medgang og modgang bakker op om byens hold. Derfor synes jeg, det er noget vrøvl, Ståle Sobakken kommer med, når han siger, at han ikke er sikker på, at der er stærk nok opbakning til AGF i Århus. Det er bestemt ikke det billede, som jeg ser værende virkeligheden i Aarhus,« siger han til BT.

Så det er ikke sandt, at I ikke bakker op i hverdagen, som Solbakken påpeger med sit eksempel mod Viborg?
»Jeg har været på Aarhus Stadion, siden jeg var lille dreng. Og uanset om det har været store eller små kampe, er der en stærk opbakning. Da AGF var nede og vende i 1. division, var der en række af kampe, hvor der kom flere tilskuere til AGF's 1. divisionskampe, end der gjorde til visse Superliga-kampe. Så det er helt urimeligt at påstå, at der ikke er opbakning til AGF.«