Fodboldmålmanden Samir Handanovic har forlænget sin kontrakt med Inter med tre år.

Den 31-årige slovenske landsholdsmålmands kontrakt stod til at udløbe næste sommer, men den er nu blevet forlænget frem til sommeren 2019.

»Jeg er glad. Når begge parter ønsker at forlænge, er der aldrig problemer,« siger Samir Handanovic til Inters hjemmeside.

Inter er den klub, der har lukket færrest mål ind i den italienske Serie A i denne sæson.

Topholdet har indkasseret 11 mål i 17 kampe, alle med Samir Handanovic som ankermand.

Sloveneren har tilbragt over ti år i italiensk fodbold, længst tid hos Udinese, som hentede ham i 2004.

Han var i de følgende år udlejet til Treviso, Lazio og Rimini, inden han fik sit gennembrud hos Udinese.

I sommeren 2012 blev han hentet fra Udinese til Milano af Inter, og han har siden været klart førstevalg i klubben.

Inter fører Serie A med 36 point for 17 kampe.

Klubben er et point foran Fiorentina og Napoli.

/ritzau/