Stig Tøfting kalder Leon Andreasens comeback efter et sandt skadeshelvede for verdensklasse.

Leon Andreasen har været helt nede i kulkælderen i Hannover 96, hvor et sandt skadesmareridt satte en stopper for den tidligere AGF-spillers udfoldelser på de tyske fodboldbaner. Men Leon Andreasen gav aldrig op, og nu høster han frugten for sin jernvilje.

Den defensive midtbanespiller er nemlig kommet flyvende fra start i denne sæson, hvilket han senest demonstrerede i midtugen, hvor han blev dobbelt målscorer for Hannover 96 i en Europa League-kvalifikationskamp mod Slask.

Og det har blandt mange andre fået Stig Tøfting til at løfte på hatten.

- Verdensklasse, at han har kunnet kæmpe sig op fra et skadeshelvede af dimensioner. Han har knoklet benhårdt og seriøst for at komme tilbage, og nu kommer bonussen, hvor han har spillet sig på Hannover 96's hold. En gave til Morten Olsen og landsholdet, skriver Stig Tøfting i sin klumme i Ekstra Bladet.

Foruden rosen til Leon Andreasen bruger Stig Tøfting spalteplads på at rose FC København for præstationen mod Lille, og især Thomas Kristensen får store ord med på vejen. Han var ifølge Tøffe 'bedre end William Kvist, da han styrede midten hos FCK'.