Københavns Politi rejser nu den hidtil groveste sag om matchfixing i professionel dansk fodbold.

Seks mænd skal ifølge politiet have aftalt, hvad resultatet skulle blive i to fodboldkampe mellem Hvidovre IF og modstanderne i henholdsvis Vejle Boldklub og det daværende FC Hjørring. Ifølge en retsmødebegæring fra Københavns Politi fik de sigtede del i en gevinst på omkring 900.000 kroner. Desuden skal en filippinsk organisation ifølge politiet have spillet, hvad der svarer til to til tre millioner kroner i Asien på en af de fiksede danske kampe.

Politiet er kommet på sporet af sagen, fordi en af de seks sigtede, den 27-årige MT, har tilstået. Fire andre nægter sig skyldige og en femte ønsker ikke at oplyse til Berlingske, hvordan han stiller sig over for sigtelsen. Der er navneforbud i sagen. Dog ikke for den tidligere Hvidovre-målmand Lasse Krogh, der er søn af tidligere landsholds- og Brøndbymålmand Mogens Krogh. Hans forsvarer, advokat Casper Andreasen, siger:

- Jeg kan bekræfte, at han er sigtet, og at han nægter sig skyldig. Det har været en langvarig sigtelse (godt halvandet år, red.). Jeg er slet ikke sikker på, at det her bliver til noget. Det er min vurdering, at sagen ser noget tynd ud.

Dansk Boldspil-Union hjalp Københavns Politi med informationer om kampe og personer for halvandet år siden, men ved ellers intet om, hvor sagen står, fortæller sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen.

- Det er skræmmende, hvis det er rigtigt. Matchfixing vil vi gøre alt for at bekæmpe, det må ikke få fodfæste i dansk fodbold, siger han.

Play the Game er en international organisation, der bekæmper korruption i sporten. Jens Sejer Andersen er stifter og international direktør, og forelagt Berlingskes oplysninger om politiets mistanke siger han:

- Hvis det er rigtigt, så er der tale om et længeventet uskyldstab for dansk fodbold. Det har stået klart for de fleste, der arbejder med sport, at international matchfixing også vil komme til Danmark, siger han.

De to kampe, som de seks sigtede skal have fikset, fremgår af en retsmødebegæring, som Berlingske har fået aktindsigt i. I en kamp mellem 1. divisionsholdet Hvidovre og det daværende FC Hjørring den 24. oktober 2010 var det ifølge politiet aftalt, at kampen skulle ende med, at der blev scoret minimum fire mål mod Hvidovre. Kampen endte 4-2, og angiveligt skal det have indbragt de seks sigtede en gevinst på ca. 300.000 kroner til deling.

Mindre end en måned senere orkestrerede de seks ifølge politiet igen en kamp. Det skete på udebane, da Hvidovre spillede mod Vejle den 14. november 2010. Ifølge retsmødebegæringen var aftalen, at Hvidovre skulle tabe med minimum to mål. Kampen endte 5-0. Resultatet skal ifølge politiet have indbragt de sigtede ca. 600.000 kroner til deling.
 
Ifølge retsmødebegæringen skal den sigtede MT have orienteret en filippinsk organisation om, hvordan kampen i Vejle ville ende. Det fik angiveligt filippinerne til at spille to til tre millioner kroner, og spiludbydere i Asien skal have lidt »et betydeligt formuetab«, eller der har været en »væsentlig risiko« for det.

Sagen er berammet til den 19. december.