22-årige Jan Kliment kender Brøndby-træner Alexander Zorniger fra deres fælles tid i Stuttgart.

Brøndby. Superligaklubben Brøndby IF henter den 22-årige angriber Jan Kliment i VfB Stuttgart på en lejeaftale på et år med option på at købe tjekken.

Det fortæller klubben tirsdag via sin app "Brøndby Indefra".

Angriberen og Brøndby-træner Alexander Zorniger kender hinanden, da de har fælles fortid i tysk fodbold.

- Jeg kender træner Zorniger. Vi var sammen i Stuttgart, så jeg tror, det bliver ok, siger Kliment.

Angriberen fortæller, at han godt kan lide at spille under Zorniger, da træneren spiller en form for fodbold, hvor alle spillerne skal arbejde hårdt og presse modstanderen.

Kliment mener, at kontrakten for et enkelt år med option på, at Brøndby kan købe tjekken, er en god løsning for alle parter.

- For mig er det en god chance. Jeg er 22 år gammel og har brug for at spille, og det tror jeg, at jeg har større chance for at gøre i Brøndby end i Stuttgart, siger han.

Jan Kliment er født i Slovakiet, men har spillet fem U21-landskampe for Tjekkiet.

Han blev topscorer ved U21-EM i Tjekkiet i 2015 med tre mål.

I sidste sæson fik han otte kampe for Stuttgart i Bundesligaen og scorede et enkelt mål. I denne sæson er det kun blevet til et par optrædener for Stuttgarts andethold.

/ritzau/