Barcelona måtte give fortabt, da Pique kort inde i anden halvleg blev reduceret til ti mand, mener Barcelona-træner Tito Vilanova.

Det lignede en kamp som alle andre i denne sæsons La Liga for Barcelona, da de lørdag aften var på besøg hos Real Sociedad.

Efter syv minutter havde topscorer Lionel Messi scoret det første mål, og 25 minutter minutter inde i opgøret syntes det hele afgjort, da Pedro gjorde det til 2-0.

Alligevel endte det med, at Barcelona for første gang siden 2009 måtte gå nederlagets gang efter at have været foran 2-0.

For Real Sociedad nåede lige inden slutfløjt at afgøre kampen til 3-2, og nederlaget skyldtes ifølge træner Tito Vilanova en ting - nemlig at Pique i det 55. minut skrabede det andet gule kort til sig og dermed fik rødt.

- Real Sociedad var svære at spille imod, men vi spillede faktisk ret godt. Vi havde muligheden for at score til 3-0, uden at de havde nogen chancer. Da vi så bliver ti mand, ændrede alt sig, forklarede Tito Vilanova til Marca.

Han kan dermed notere sig det første nederlag i denne sæson, mens 18 af de andre kampe er vundet. Dertil har holdet en gang spillet uafgjort.

De resultater gør, at Barcelona stadig fører La Liga stort og har ni point ned til Atlético Madrid, som dog mangler at spille i denne runde.

Tito Vilanova understreger imidlertid, at spillerne slet ikke går med hævede arme, selv om de hidtil har været suveræne i denne sæson. 

- Disse spillere er vant til at spille under pres, og de ønsker mere end nogensinde at vinde. De andre fodboldhold er også gode, men det er ikke dem, vi bekymrer os om.

Det er anden kamp i træk, at Barcelona ikke henter fuld gevinst i en kamp. I løbet af ugen hentede Malaga 2-2 på Camp Nou i Copa del Rey.