Efterspillet til kampen mellem FC Muri og Baden er af den mere løjerlige variant.

Frem for at snakke om resultatet i den schweiziske 1. divisionskamp, så har fokus været mest på en episode under kampen, hvor hjemmeholdets fans fra FC Baden angiveligt skulle have tisset i FC Muri-målmand Reto Felders vandflaske.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, fortæller Reto Felder ifølge The Guardian og nævner, at fansene også råbte til ham: 'Nu får du AIDS'.

- Jeg tog en tår og mærkede, at det var varmt, men jeg troede, at det var på grund af solen. Ved den anden tår indså jeg dog, at der var noget galt.

- Bare tanken om at drikke tis er ubærlig. Hvad nu hvis der næste gang er noget (i flasken, red.), der slår dig bevidstløs, lyder det fra en chokeret Reto Felder.

FC Badens præsident forsøger at mane til besindighed, inden man ved præcis, hvad der er sket, mens det schweiziske fodboldforbund vil undersøge videoovervågningen for beviser.

- Vi tager denne sag meget alvorligt. Vi venter på at se, hvilken beslutning FC Baden når frem til. Der er ikke så meget, at vi kan gøre. Men klubben eller spilleren kan anlægge en civil retssag, siger en talsmand for fodboldforbundet.