Lazio skal betale 50.000 pund euro (345.000 kr.), og i de næste to hjemmekampe skal klubben lukke tre sektioner på Roms olympiske stadion som straf for, at nogle tilhængere råbte abelyde ned mod Kalidou Koulibaly fra Napoli onsdag.

Kampens dommer, Massimiliano Irrati, valgte at abryde kampen i tre minutter i anden halvleg på grund af abelydene mod Napolis senegalesesiske landsholdsspiller.

Kalodou Koulibaly og Napolis træner, Maurizio Sarri, roste efter kampen Irrati for at afbryde kampen, som er en af de sanktionsmuligheder, dommerne har fået af det italienske fodboldforbund i et forsøg på at komme racismen til livs.

Lazios træner, Stefano Pioli, mente derimod, at dommeren overreagerede.

»Jeg ville ikke have stoppet kampen. Der var råb, men de kom fra et mindretal, og jeg tror ikke nødvendigvis, de havde noget med racisme at gøre. Vi har selv farvede spillere, og dem behandler vores tilhængere ordentligt,« sagde Stefano Pioli ifølge BBC.

Straffen på de to kampe med lukkede tilskuerafsnit inkluderer en tidligere betinget dom på en kamp med lukkede tilskuerafsnit efter en lignende episode mod Genoa.

Napoli vandt iøvrigt kampen 2-0.