Alexander Zorniger er meget tilfreds med, at Brøndby har sikret sig sølvmedaljerne i Alka Superligaen.

Brøndby. Brøndby vinder som minimum sølvmedaljer i denne sæson af Alka Superligaen.

Det stod allerede klart før klubbens kamp mod Sønderjyske søndag aften, efter at Lyngby tidligere på dagen havde tabt til FC København.

Brøndby-træner Alexander Zorniger gav efter 1-1-kampen mod Sønderjyske udtryk for tilfredshed med sæsonen.

- Det er et resultat af en hel sæson, og vi er meget tilfredse med, at det allerede står klart med fem runder tilbage af turneringen.

- Det har været en rigtig god sæson, siger Alexander Zorniger.

Hans hold måtte søndag nøjes med uafgjort mod Sønderjyske - og det var den tyske Brøndby-træner derimod ikke tilfreds med.

- Vi spillede ikke godt. Vi lavede alt for mange fejl, siger Zorniger.

- Vi lavede for mange nemme fejl i det opbyggende spil fra alle fire forsvarsspillere og også hos midtbanespillerne. Vi havde alt for mange berøringer på bolden.

Brøndby-træneren havde lavet flere ændringer i startopstillingen til søndagens kamp - og det gjorde han med torsdagens semifinale i DBU Pokalen i baghovedet.

- Vi har en midtugekamp, så vi skal spare lidt på energien, og det var det, vi gjorde mod Sønderjyske, siger Zorniger, som glæder sig til torsdagens semifinale mod FC Midtjylland.

- Det er den næststørste turnering i Danmark. I Tyskland er pokalfinalen en stor ting, og så vidt jeg har hørt, så er pokalfinalen i Danmark også en stor ting, så selvfølgelig vil vi gerne nå den, siger Zorniger.

Brøndby møder også FC Midtjylland i næste runde af Superligaen. Den kamp spilles næste søndag.

/ritzau/