Den tidligere engelske stjernespiller Paul Gascoigne har fået et tilbagefald og er kollapset natten til tirsdag, efter han tidligere på året var indlagt på en alkoholafvænningsklinik i USA.

Han har et åbenlyst skidt forhold til alkohol. Det har han selv indrømmet, ligesom han også har indrømmet at være glad for at drikke det gennem store dele af sin aktive karriere.

I dag er Paul Gascoigne blevet 46 år, og de seneste år har det stået værre til end nogensinde før med drikkeriet. Natten til tirsdag kollapsede han på Royal National Hotel i London.

- Han vandrede ind og ud af hotellet, inden han kollapsede. Hundredvis af pund faldt ud af hans lommer. Han havde to flasker gin i lommerne, som var tomme, og han var ved at kaste op og bad om Sheryl (tidligere kone, red.). Det var forfærdeligt og chokerende at se, siger et vidne ifølge The Sun.

Tidligere på året blev den tidligere engelske landsholdsspiller fløjet akut til en alkohol-afvænningsklinik i USA, hvor han også kollapsede, da kroppen ikke kunne tåle medicinen.

Siden er han kommet sig og er vendt tilbage til England. Men alkoholen er han tilsyneladende stadig glad for.

- Han havde en slags krykker, og vi troede bare, at han var en gammel handicappet mand. Jeg så ham ikke falde, men han lå der og lignede en gammel, syg mand, siger et vidne til Daily Mirror.

Personalet på Royal National Hotel fortæller til Daily Mirror, at Paul Gascoigne ikke var indlogeret på hotellet. 

Den tidligere gudsbenådede boldekvilibrist nåede at spille 57 landskampe for England trods sit alkoholmisbrug, og han repræsenterede i karrieren flere storklubber. Heriblandt Newcastle, Tottenham, Lazio, Rangers og Everton.