Lennart Johansson, tidligere præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), siger, at Sepp Blatters betaling på to millioner schweizerfranc til Michel Platini blev holdt hemmelig for eksekutivmedlemmerne i både UEFA og Det Internationale Fodboldforbund FIFA.

Det forhold kritiserer Lennart Johansson, præsident i UEFA i årene 1990-2007, over for mediet Inside World Football.

»Jeg var medlem af FIFAs eksekutivkomité (i 1999, hvor Blatter menes at have hyret Platini til at udføre arbejde for FIFA, red.), og Blatter burde have indrapporteret betalingen til komiteen, men det gjorde han aldrig. Jeg hørte aldrig om det. Det er en del penge - ikke småpenge. Jeg har kun fundet ud af det gennem medierne, at Platini hævder, at han har en kontrakt med FIFA,« siger Lennart Johansson.

Michel Platini skal - angiveligt dokumenteret ved en skriftlig kontrakt - have modtaget 710.000 pund (omkring syv millioner kroner) for arbejde udført for FIFA mellem 1998 og 2002, men derudover har franskmanden også fået overført yderligere to millioner schweizerfranc eller godt 14 millioner kroner. Blatter og Platini hævder at have haft en mundtlig kontrakt angående sidstnævnte betaling.

Pengeoverførslen på næsten 14 millioner kroner bliver i øjeblikket efterforsket af de schweiziske myndigheder. Og det er grunden til, at Sepp Blatter og Michel Platini for tiden er suspenderede fra deres respektive præsident-job, og Lennart Johansson forstår ikke, hvorfor heller ikke Platini har nævnt beløbet, som han angiveligt fik overført i 2011.

»Jeg ville da forvente, at sådan en betaling blev rapporteret til UEFA. Platini burde have nævnt det over for eksekutivmedlemmerne. Det ville jeg have gjort. Jeg ville have sagt, 'jeg har en kontrakt med Blatter, som I måske vil kritisere. Men det er sandheden, det er de her penge, som jeg har modtaget, og det synes jeg, at I skulle have at vide'(...),« siger Lennart Johansson og understreger endnu en gang, at han aldrig har hørt om betalingen.

Overførslen på de to millioner schweizerfranc blev foretaget uger før, at Platini besluttede sig for ikke at stille op som modkandidat til Sepp Blatter ved præsidentvalget, der sikrede schweizeren en ny periode som overhoved i verdens mest magtfulde fodboldinstans.

Lennart Johansson er ikke i tvivl om, at overførslen er bestikkelse.

»Det må det være. Det ligner det virkelig. Hvorfor skulle han (Platini) modtage penge på det tidspunkt af året og så ikke melde det til UEFA? Han er præsident for UEFA,« siger Lennart Johansson.

26. februar 2016 skal der vælges en ny præsident, og her ventes Michel Platini at stille op som en af kandidaterne.