Den tidligere Silkeborg-topscorer Rajko Lekic har fået nyt job.

Den 33-årige angriber skal være spillende angrebstræner for Danmarksserie-klubben Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF). Forwarden har fået en 1-årig kontrakt og starter mandag.

- Jeg startede som lille dreng med at spille fodbold i Ballerup, og der er der, det hele kommer til at slutte nu, siger Rajko Lekic til bt.dk.

Rajko Lekic, der i 2010 fik sin første og eneste landskamp, stoppede i sommer i FC Roskilde efter at have været med til at spille klubben op i 1. division.

Senest var han med Spillerforeningen i Holland for at repræsentere Danmark ved FIFPro Tournament. En turnering for kontraktløse fodboldspillere, der jagter en ny klub. Her bidrog Rajko Lekic blandt andet med et mål mod Belgien.

Nu skal han fremover levere mål for BSF i Danmarksserien samtidig med, at han for første gang kan prøve kræfter med trænergerningen.

- Hånden på hjertet havde jeg da håbet på et højere niveau, men det de kunne tilbyde mig, kunne jeg ikke sige nej til. Det var en rigtig fed pakke, siger Rajko Lekic, der i 2009/2010-sæsonen scorede 13 Superliga-mål for Silkeborg IF. Den sæson skaffede ham debut for det danske A-landshold.

Det er drømmen om trænergerningen, der blev det springende punkt for Rajko Lekic.

- Jeg går med drømmen om at videreuddanne mig som angrebstræner, for jeg mener, der er brug for det. Ebbe Sand er et rigtig godt eksempel på det, jeg gerne vil, og en Mark Strudal et andet, siger Lekic om de to tidligere landsholdsangribere. Sand har været angrebstræner for det danske A-landshold, mens Mark Strudal coacher angribere i FC Nordsjælland.

Rajko Lekic har levet en omtumlet tilværelse som fodboldspiller med ophold i hele 12 klubber fordelt på fire lande. Et femte land kunne det være blevet til, hvis ikke han takkede ja til BSF.

- Jeg havde også en mulighed på Island, hvor jeg kunne tjene meget mere. Der var også et par muligheder i 2. division. Men det var kun et enkelt år. Hvad så bagefter? Nu får jeg mulighed for at se, om trænergerningen er noget for mig, siger Rajko Lekic, der allerede nu har planer om at søge ind på DBUs træneruddannelse til vinter.

Selvom Rajko Lekic er lykkelig for sit nye arbejde, erkender han, at han med jobbet i Danmarksserie-klubben siger farvel til en karriere i dansk topfodbold.

- Jeg har da et par gange tænkt: 'Er jeg nu klar til at tage det spring ned, for så er jeg færdig på højere plan'. Det har da været hårdt, men jeg har indset, at det niveaumæssigt var på tide at trappe lidt ned, lyder det ærligt.