Simon Makienoks afbud til landsholdet, der indleder EM-kvalifikationen i september måned, har modtaget meget kritik i medierne.

Afbuddet skyldes, at han ønsker at koncentrere sig om Brøndby, og derfor har valgt at lægge sit bryllup med tv-værten Ibi Støving dagen før landskampen.  

Den tidligere spilleragent Karsten Aabrink meldte sig mandag aften på banen blandt kritikere af Brøndby-angriberens prioritering, og det skorter ikke på svinere fra Aabrinks side. 

I TV3 Sports debatprogram 'Over Stregen' blev Makienoks bryllupsplaner debatteret, og det var altså her, at Aabrink gav sin klare holdning til kende.

Aabrink kaldte indledningsvis situationen 'et cirkus uden lige' og uddyber:

- Jeg mener, at Makienok hører til i Paradise Hotel.

- Der er kun en ting at sige, han er ambitiøsløs. Han er på alle mulige måder en enormt ubegavet fodboldspiller.





Karsten Aabrink henviser her til, at det er ubegavet at blive gift midt i en sæson, når man har en kontrakt med en storklub, som forventer man er til rådighed og er fokuseret. Han påpeger ligeledes, at Brøndby har tabt 8-10 millioner kroner på Makienoks valg, for det er i hans øjne prisforskellen på en spiller, der har landsholdsstatus, og på én, der ikke har.

I slutningen af klippet ledes diskussionen hen til en debat af fodboldspillere med for stort et ego. Her falder snakken også på Nicklas Bendtner og Nicki Bille. 

- Når du ser Makienok score et sjældent mål, så er han skide ligeglad med sine holdkammerater og ham, der har lagt afleveringen. Så farer han ud og skal have kontakt med en eller anden krage oppe på tilskuerpladserne, slutter Aabrink.

Klik og se den tidligere spilleragents opsang til Makienok HER