Den ny træner i Real Madrid hedder Zinédine Zidane. Men han kunne lige så godt have heddet José Mourinho.

Zinédine Zidane var ikke førstevalget, da Real Madrid besluttede sig for at fyre Rafael Benitez som træner. Alligevel endte det med, at den spanske kongeklub forfremmede franskmanden fra klubbens B-hold.

Det siger den tidligere Real Madrid-præsident, Ramon Calderon, ifølge Sky Sports.

»Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at Florentino Pérez (den nuværende Real Madrid-præsident, red.) godt kan lide José Mourinho. Og Pérez var i kontakt med ham, førend han besluttede sig for Zidane,« siger Ramon Calderon.

José Mourinho var træner i Real Madrid fra 2010-13, og han er ledig på markedet, efter at han blev fyret af Chelsea i sidste måned - et halvt år efter at have ført klubben til det engelske mesterskab.

»Mourinho havde åbenbart ikke lyst til at komme på dette tidspunkt af sæsonen. Og Zidane var der jo i forvejen,« siger Ramon Calderon, som var præsident i Real Madrid fra 2006-09 - altså i perioden imellem Pérez' to præsidentperioder.

»Nu må vi se, hvad der sker i de kommende måneder,« tilføjer Ramon Calderon med henvisning til, at der er en større kabale mellem verdens absolutte toptrænere - bl.a. Josep Guardiola, Rafael Benitez og José Mourinho - som skal gå op.

Calderon siger også, til Sky Sports, at Real Madrid planlægger at købe stort ind til sommer. De kan have kig på Chelseas Eden Hazard, som i sidste sæson blev kåret til bedste spiller i Premier League, men som ikke har kunne leve op til den titel i denne sæson.