I sin aktive karriere som fodboldspiller var Faustino Asprilla en uforudsigelig type på banen, og nu ser det ud til, at den tidligere Newcastle-spiller også kan overraske uden for banen.

Den 44-årige colombianer, der trak sig tilbage for ti år siden, er nu dukket op igen. da han har lanceret en række smagsfulde kondomer.

- Nogle af mine venner i Medellin kom på ideen med kondomer med smag, og jeg tænkte , at det kunne være sjovt at hjælpe, sagde Faustino Asprilla til den colombianske radiostation La FM.

- De primære mål for mig er at støtte en kampagne om forebyggelse af AIDS og teenagegraviditeter med en kollektion af kondomer.

Asprilla var ikke for fin til at komme med sin favorit i kondomkollektionen, der har fået navnet Tino.

- Jeg vil anbefale kondomet med guavasmag. Da jeg voksede op, havde vi et guavatræ i haven, og det er en smag og en aroma, der er god for romantikken, mener Faustino Asprilla.