Andreas Cornelius er langt fra glemt i de engelske rækker til trods for, at han blev hentet til i 2013.

For Cardiffs klubejer, Vincent Tan, er langt fra tilfreds med sin tidligere træner Malky Mackay, og hovedårsagen er: Andreas Cornelius.

Vincent Tan er nemlig overbevist om, at klubben på en eller anden vis gav for meget for den danske landsholdsangriber, da Malky Mackay hentede ham til klubben, og nu har Cardiff City igangsat en undersøgelse, der skal granske Andreas Cornelius skifte fra FC København til den walisiske hovedstad.

Det skriver BBC.

Vincent Tan mener nemlig, at de lidt over 90 millioner danske kroner (heri er der indregnet bonusser), man betalte for Cornelius for at vriste ham fri af FC København, samt de 45.000 pund om ugen – med nuværende kurs 367.000 danske kroner – for at have ham på bænken var alt for meget. Nu mener den kontroversielle ejer så at have nye oplysninger i sagen, hvilket har ført til, at han har bedt advokatfirmaet Capital Law om at kigge transferen efter i sømmene. Vincent Tan kommer dog ikke ind på, hvad de nye oplysninger i sagen er.

Vincent Tan, der har gjort sig uheldigt bemærket i Cardiff ved i en periode at tvinge holdet til at spille i rødt, mener, at det var køb som den danske landsholdsspiller, der gjorde, at Cardiff i sin tid rykkede ned fra Premier League efter blot én sæson.

»Det var beklageligt, vi kun var i Premier League i én sæson. Og ved du hvad, der var hovedårsagen til det? Vi brugte alt for mange penge, jeg tror det var tæt på 50 millioner (nuværende kurs 400 millioner danske kroner, red.),« sagde Vincent Tan ifølge mediet og fortsatte:

»Og hvad fik vi for de penge? Vi betalte 10,5 millioner pund (lidt over 90 millioner danske kroner) for Cornelius, som ikke engang nåede at spille 45 minutter, og manageren fortalte, han var et projekt. Jeg er i Premier League, jeg skal overleve, sikke en idiot,« udtaler Vincent Tan, der retter den sidste glose mod sin tidligere træner Malky Mackay.

Andreas Cornelius nåede at være i Cardiff i seks måneder, inden han vendte hjem til FC København. Her genfandt han storformen, og efter to sæsoner i hovedstaden har den store angriber nu taget skiftet til italienske Atalanta.