'Arrogant', 'en kujon' og 'en baby'!

Den tidligere Manchester United-spiller Paul Parker udøver ikke ligefrem selvcensur i en episode af programmet League of Legends på BBC, hvor han i følge avisen Mirror kritiserer Peter Schmeichel i grove vendinger.

Peter Schmeichel spillede sammen med Parker, højre back, i Manchester United fra 1991-1996, men det er tilsyneladende ikke kun lutter gode minder, som Parker har fra samarbejdet med den danske målmandslegende. Han omtaler danskeren som en 'kujon' og tilføjer, at Schmeichels opførsel ikke altid var sammenlignelig med en vokses adfærd.

»Han var lidt af en baby nogle gange, hvor han smed sin rangle ud af barnevognen. Han surmulede. En stor 'surmuler' er hvad, han var,« siger Paul Parker.

Schmeichel hjemførte utallige trofæer i sin tid i Manchester United, som han spillede for frem til 1999, og han omtales vidt og bredt som den måske bedste målmand gennem tiderne. Det emne kommer Parker dog ikke ind på lige i denne omgang, men fortsætter i stedet med at spyde med ild mod 'The Great Dane'.

»Han havde sådan et ego og var så arrogant,« siger han.

Det er ikke første gang, at en eks-United-spiller skælder ud på Peter Schmeichel.

Den nuværende Chelsea-træner Antonio Conte (tv.)  sender bolden forbi Peter Schmichel. Paul Scholes og Roy Keane kan ikke stille noget op mod Juventus-spilleren.
Den nuværende Chelsea-træner Antonio Conte (tv.)  sender bolden forbi Peter Schmichel. Paul Scholes og Roy Keane kan ikke stille noget op mod Juventus-spilleren. Foto: DAN CHUNG
Vis mere

For nogle år siden publicerede Roy Keane, den temperamentsfulde midtbanemand, en biografi, hvori han omtaler en slåskamp med målmanden. På en træningstur til Asien gik det galt mellem Keane og Schmeichel.

»Peter råbte altid efter spillerne, og nogle gange følte jeg det som om, at han talte til publikum: 'Se mig'! Han gjorde det sikkert for koncentrationens skyld, men jeg følte, at han gjorde det for ofte som om han ville fortælle publikum: 'Se hvad jeg må kæmpe med!',« skriver Roy Keane i bogen 'The Second Half' og fortsætter:

»Han (Schmeichel, red.) sagde: 'Jeg har fået nok af dig, det er tid til, at vi får klaret det her.' Jeg sagde 'okay' og så sloges vi. Det føltes som 10 minutter. Der var meget larm - Peter er en stor fyr.«

I følge Keane tog Schmeichel ansvaret for slåskampen, hvilket Roy Keane beundrede, men det endte nu alligevel med et blåt øje til Peter Schmeichel efter en skalle.