Ståle Solbakken, William Kvist og Mathias 'Zanka' Jørgensen kæmper for at overgå FCKs bedste hold nogensinde, som de sammen med Claudemir var en del af. Nu står Claudemir på den anden side med Club Brugge for at spænde ben for den drøm.

FC København står på vippen tirsdag aften. De kan tage et kvantespring mod europæisk fodbold efter jul og ud af skyggen fra det hold, der i 2010/11 gik videre fra Champions League og står som et pejlemærke for, hvad dansk fodbold kan opnå i sine bedste tider.

Det er en matchbold mod Club Brugge, siger FCK-manager Ståle Solbakken. En matchbold til at spille i europæiske knockoutkampe for bare anden gang siden det sagnomspundne Grønkjær/N’Doye-hold. Ståle Solbakken, Mathias Zanka Jørgensen og William Kvist var med til at sætte barren så højt – nu skal de selv forsøge at hoppe over den.

Men det bliver ikke nemt.

»Der er ingen tvivl om, at 10/11-holdet stadig er stærkere. Men der er stadig potentiale, og dermed stadig mulighed for at ændre på det. Går vi videre fra puljen her og måske endda kommer længere end dengang, vil resultaterne i hvert fald være større. 10/11-holdet havde noget meget specielt over sig i forhold til også at slå al modstand i egen liga med 3-0, 5-0 og 7-0 i Parken. Der var noget specielt over det. Vi har et godt hold her, et godt flow, godt med flair, men i forhold til 10/11-holdet er der stadig noget vej,« siger William Kvist.

Artiklen fortsætter under billedet...

FC København sendte græske Panathinaikos hjem med en øretæve tilbage i 2010. Her er det Jesper Grønkjær, som scorer til 2-0 i Parken
FC København sendte græske Panathinaikos hjem med en øretæve tilbage i 2010. Her er det Jesper Grønkjær, som scorer til 2-0 i Parken Foto: Keld Navntoft
Vis mere

En FCK-sejr vil sende københavnerne fire point foran Club Brugge og dermed fire point foran den sidsteplads i gruppen, som ikke giver avancement til hverken Champions Leagues 1/8-finaler eller Europa Leagues 1/16-finaler.

Derfor kan aftenens kamp også blive et par linjer skrevet med den historiske pen. Det er imod moderne fodbolds design, at et dansk hold skal kunne spille i Champions League efter jul. Og derfor vil dette FCK-hold tage skridt mod et nyt højdepunkt i klubbens historie. I vejen for det skridt står Claudemir, der i 2010/11 var et omdrejningspunkt i FC København, men som nu er i Club Brugge.

»Da vi spillede i Champions League, havde vi et meget stærkt hold. Vi havde Jesper Grønkjær, César Santin og Dame N’Doye. Det er svært at sammenligne, for i 2010/11 havde vi et virkelig godt hold, men vi havde måske også kun 11 spillere, der kunne være med. Nu har FCK en stor gruppe på 23-24 spillere, som alle kan gå ind og være med i alle kampe,« siger Claudemir.

Artiklen fortsætter under billedet...

FC København fik et flot resultat med hjem fra Portugal, da de fik uafgjort i den første gruppespilskamp mod FC Porto.
FC København fik et flot resultat med hjem fra Portugal, da de fik uafgjort i den første gruppespilskamp mod FC Porto. Foto: FRANCISCO LEONG
Vis mere

Men hvordan er der på seks år sket så meget, at de fleste i FC København ikke tror på, at det er realistisk at nå tilbage på samme niveau som i 2010/11? Ståle Solbakken var chef dengang og igen nu – bare med endnu mere økonomisk ansvar denne gang. Og her ligger svaret også gemt.

»Det her hold forbliver ikke, som det er nu. Til næste år er Zanka, Delaney og måske nogle flere væk fra holdet,« siger Solbakken.

»Det er umuligt at holde sammen på et hold i dag. Det kan man ikke. Spillere bliver ikke lige gode samtidigt, og det er heller ikke nogen god ting, for så forlader alle os på samme tid. Vi lægger karriereplaner nu for spillerne. Det gjorde vi ikke tidligere. Der blev de her ofte kontrakten ud. Pospech, Wendt, Antonsson forlod os efter kontraktudløb. Det gør vi netop ikke nu, fordi vi skal bidrage økonomisk på en anden måde.«

Tirsdag aften kan Ståle Solbakken bidrage på en helt tredje måde økonomisk. Der er sejrsbonus på spil, når FC København møder Club Brugge. Og måske et skridt op på listen over de stærkeste hold i klubbens historie.