Snart 62-årige Sam Allardyce havde en lang karriere som manager bag sig, inden han efter fiasko-slutrunden ved EM i Frankrig blev udset til redningsmand og overtog tøjlerne som engelsk landstræner efter Roy Hodgson. Tirsdag aften endte han med at måtte forlade jobbet trods bare en enkelt kamp i spidsen for England efter at være blevet afsløret i at opmuntre til snyd.

’Big Sam,’ som han kærligt er blevet kaldt, er nemlig blevet afsløret som ’Big Scam’ ved at blive fanget på skjult kamera i en optagelse, hvor han tilbyder undercover-journalister fra avisen The Telegraph rådgivning i, hvordan man omgår fodboldforbundet FAs transferregler. Og det går ikke, når man samtidig skal repræsentere FA officielt i en højtprofileret rolle, hvor man i forvejen konstant er til diskussion.

Afsløringerne førte ifølge The Telegraph til et krisemøde i det engelske fodboldforbund mellem formand Greg Clarke, administrerende direktør Martin Glenn og Allardyce på Wembley. Her blev parterne enige om at ophæve kontrakten, bekræftede FA i går i en udtalelse.

»Det var en stor ære for mig at blive udnævnt i juli, og det her er en stor skuffelse for mig,« sagde Sam Allardyce.

Dermed blev den 61-årige Allardyce den træner med den korteste embedsperiode i engelsk landsholdshistorie. 67 dage nåede han at sidde i sædet, der nu overtages af U/21-landstræner Gareth Southgate i de næste firekampe, indtil en permanent afløser er udpeget. England møder Malta og Slovenien i VM-kvalifikationen i oktober.

Henrik ’Tømrer’ Pedersen er en af de danske spillere, som har haft Sam Allardyce tæt inde på livet. ’Tømrer’, der er nummer 14 på listen over de mest scorende spillere i Superligaens historie, spillede i Bolton under Allardyce i perioden 2001-07.

Han havde, hvad han selv betegner som ’fem et halvt rigtig gode år’ med Allardyce, men til sidst gik det galt. Her fandt Henrik Pedersen, som i mellemtiden var blevet omskolet til venstre back, ud af, at han ikke kunne stole på ’Big Sam’.

»Han tog røven på mig til sidst. I min verden er et ord et ord, og vi havde givet hinanden håndslag på, at jeg fik ville få en toårig kontraktforlængelse. Men så annullerede han pludselig aftalen, og sagde bare ’sådan er fodbold’. Dér mistede jeg fuldstændig respekten for ham. Det var det sorteste kapitel i min karriere,« siger Pedersen, der i dag spiller old boys-fodbold, og ejer og driver fodboldpubben Målet i Silkeborg.

Forinden havde ’Tømrer’ haft et godt forhold til Allardyce, som han havde oplevet som en fremsynet og visionær manager.

»Han var en af de første til at indføre Prozone-systemet, hvor man måler alt, hvad der sker på banen. Han brugte kuldeterapi, så vi var friske til at træne stenhårdt igen om eftermiddagen. Han var helt nede i detaljerne, og han gik utroligt meget op i dødbolde – eller standardsituationer, som man siger i dag – hvor vi scorede rigtig mange mål,« siger Henrik ’Tømrer’ Pedersen.

Den danske målsluger undrede sig først over FAs ansættelse af Allardyce, men han mener, at den gav god mening.

»Tidligere blev han fravalgt på grund af spillestilen, men denne gang blev han nok tilvalgt, fordi han har bevist, at han kan skaffe resultater med hold, der ikke er de store forventninger til. Man har ikke haft så stor succes med at spille den pæne fodbold, så nu trængte man til en træner, som kan få spillerne til at yde noget.«

I aftes sagde FA så farvel til Allardyce efter blot én kamp.