Dario Dumic er igen udtaget til landsholdet i Bosnien, og denne gang vil han for altid blive låst for bosnierne, hvis han kommer på banen.

Det gælder nemlig den utroligt vigtige VM-kvalkamp mod Grækenland 9. juni.

Ubesejrede Grækenland ligger nummer to i VM-gruppen med 11 point, to efter førerholdet Belgien, og hvis grækerne slår Bosnien, vil de slå et hul på fire point til Dario Dumic’ mandskab, hvilket vil gøre vejen til Rusland meget vanskelig for den tidligere Brøndby-spiller med fire runder igen.

Grækenland har ligesom Bosnien stadig en kamp mod topholdet Belgien i hånden, men har også nemmere opgør mod Estland og Gibraltar hjemme og en udekamp mod Cypern tilbage, og derfor kan Bosnien stort set ikke tåle at tabe kampen om små to uger.

Dario Dumic fik sin debut for bosnierne, der ligger nummer 29 på FIFAs verdensrangliste (Danmark ligger nummer 51), da han i marts spillede alle 90 minutter mod Albanien, som blev besejret med 2-1. Tre dage forinden havde den 25-årige stopper siddet på bænken i hele VM-kvalkampen mod Gibraltar, der tog hjem fra Sarajevo med en sæk på 0-5.

Det pudsige i historien er, at forsvarsspilleren med de 37 ungdomslandskampe for Danmark, i princippet stadig kan nå at repræsentere de rød-hvide farver på A-landsholdsniveau, fordi han ikke har fået spilletid i en gældende landskamp for Bosnien endnu, men det er med udviklingen blot tankespin.

I dag kan han ikke kun kalde sig A-landsholdsspiller, men også viceanfører i sin klub NEC Nijmegen, som på ingen måde er gået på sommerferie som resten af Æresdivisionen.

Tværtimod venter årets vigtigste kamp søndag, når klubben skal indhente en føring på 1-0 til NAC Breda fra den næstbedste hollandske række i en altafgørende play off-kamp om en billet til den bedste række i næste sæson.