Thomas Sørensen kommer ikke med til EM. Kasper Schmeichel er udtaget i stedet for.

DBU meddeler tirsdag morgen, at Thomas Sørensen ikke kommer til EM på grund af hans rygskade. Kasper Schmeichel er blevet indkaldt i stedet for.

- Thomas har som bekendt pådraget sig en skade i ryggen. Den giver desværre større risiko for, at han ikke kommer sig i tide til at kunne være til disposition til kampene under slutrunden, end den giver forhåbning om, at han kommer sig over den i tide. Derfor ser jeg ingen anden løsning, end at vælge Thomas fra til truppen, siger Morten Olsen.

Sørensen pådrog sig skaden i kampen mod Brasilien, hvor han blev udskiftet allerede i første halvleg og erstattet af Stephan Andersen.

- Jeg er dybt ulykkelig over det. Jeg har været med i det meste af kvalifikationen, og havde set frem til min femte slutrunde med landsholdet. Men jeg har også forståelse for, at det er en stor risiko at løbe med en skadet målmand allerede inden slutrunden er fløjtet i gang, og derfor respekterer jeg Mortens beslutning, selv om den gør ondt, siger Thomas Sørensen.

Det er Morten Olsen, der har truffet beslutningen. Han vurderer, at han heller vil have en helt frisk målmand med, og valget er faldet på Kasper Schmeichel.

- Når vi nu er tvunget til at se bort fra vores erfarne førstemålmand, er jeg til gengæld rolig ved at kunne udtage Kasper Schmeichel som ny målmand i truppen. Han har arbejdet dybt seriøst med sin udvikling som målmand, og vi har fulgt ham tæt i løbet af sæsonen for Leicester.

De tre målmænd til EM er Stephan Andersen, Anders Lindegaard og Kasper Schmeichel.