Vi må vente lidt endnu. Måske under 24 timer, før Vejle har fundet ud af, om en endnu ukendt investor går ind i 1. divisionsklubben og poster penge nok ind, så den kan spille med om oprykning til Superligaen i næste sæson.

BT fangede Vejle Boldklubs formand, Mogens Svendsen, søndag aften, da han var på vej ind til endnu et afgørende møde, og herfra lyder det, at samtalerne med investoren fortsat er positive, men at flere brikker mangler at falde på plads - blandt andet hvem der skal være cheftræner. Et sæde, som tidligere Brøndby-træner Thomas Frank er blevet sat i forbindelse med, men den mulighed synes at være en and.

»Der arbejdes på højtryk, og jeg vil tro, at vi skal frem til først på ugen, før det er på plads. Det er ikke endeligt på plads,« siger Mogens Svendsen.

Hvad er faldet på plads?

»Det kan jeg ikke sige. Du er nødt til at have lidt tålmodighed. Jeg kan kun sige, at der arbejdes på højtryk, og vi tror på, at vi finder en investor.«

Har du en cheftræner på plads?

»Nej. Det er også derfor, vi ikke kan sige mere. I den sidste uge har der været mange historier fremme om, hvem der skal være vores cheftræner - lige fra Thomas Frank til alle mulige andre trænere, men det er rygter. Og de kilder er ikke alle sammen lige troværdige.«

Holder I fast i, at vi mandag er klogere på det hele?

»Ja, det vil jeg tro, som det er nu. Det er noget, vi arbejder på hele tiden.«

Hvad kommer der til at ske med Vejle, hvis I når til enighed med den investor, du holder møde med i aften?

»Det betyder, at Vejle stadig kan spille med om oprykning. Det er målet, at der er økonomi til det,« slutter formanden.

Vejle Boldklub har ni spillere, der torsdag har udløb med klubben, mens seks spillere har kontrakter, der går længere. På grund af den uafklarede situation har klubben søndag meddelt på sin hjemmeside, at man har aflyst to træningskampe mod Esbjerg og Silkeborg i den kommende uge.

»Jeg har været i kontakt med Esbjerg fB og Silkeborg IF og forklaret, at som situationen er, så kan vi ikke stille et konkurrencedygtigt hold til træningskampene. Vi beklager overfor de involverede parter, at vi er nødt til at melde fra, men det vi nødsaget til,« siger sportschef Steen Thychosen til klubbens hjemmeside.