Brøndby tabte hjemme 0-2 til AaB, og efter kampen hyldede Brøndbys træner, Thomas Frank, den nordjyske klub.

Efter en god periode uden nederlag i syv kampe kom Brøndby ned på jorden, da de blå-gule på hjemmebane tabte 0-2 til AaB, som derved kom op på Superligaens andenplads.

»AaB er efter min mening ligaens bedste hold p.t. De er svære at dæmme op for, og de var dygtigere end os i dag,« sagde Brøndbys træner, Thomas Frank, efter kampen til Canal 9,.

AaB scorede de to mål i anden halvdel af første halvleg efter et par gevaldige opdækningsfejl i Brøndby-forsvaret.

»Vi begynder kampen godt, men så scorer AaB på deres første chance i kampen, og i resten af første halvleg hænger vi efter. Desværre er det i de 20 minutter, kampen bliver afgjort,« sagde Thomas Frank.

»Vi ser ikke gode ud ved de to mål, og det er de eneste chancer, AaB har i første halvleg, så man må sige, at de var skarpe i dag, og det var vi omvendt ikke,« tilføjede Brøndby-træneren.

Hans mandskab kom ud med fornyet energi, men det lykkedes ikke at få bolden i mål. Den ramte kun træværket.

»Helt generelt skal vi investere noget mere. Vi har muligheder for at score til 2-1 i anden halvleg, og hvis vi havde scoret, kunne der være sket noget mere. Det gjorde vi desværre ikke,« sagde Thomas Frank, der ikke så nederlaget som en katastrofe.

»Selvom AaB lige nu fremstår som ligaens bedste hold, så er det værd at huske på, at vi i de foregående 13 kampe fik flere point, end de fik. Vi har haft et efterslæb før, og det hentede vi. Det kan vi gøre igen,« lød hans forudsigelse.