Thomas Dalgaard er blevet løst fra sin kontrakt med hollandske Heerenveen og er på vej hjem til Superligaen.

Den tidligere Viborg-spiller skiftede sidste sommer til Heerenveen i den hollandske Æresdivision, hvor det dog ikke blev til den helt store succes. Han blev kun noteret for ti kampe - og ingen mål.

Selvom kontrakten medd den hollandske klub egentlig først udløb i 2017, har han fået ophævet kontrakten.

»Jeg har snakket med et par forskellige klubber. Nu skal jeg lige bruge weekenden på at tænke over det, og så håber jeg at kunne melde noget ud i starten af næste uge,« siger Thomas Dalgaard til TV2/Sportens hjemmeside.

Han tilføjer, at der er tale om Superliga-klubber.

I foråret 2015 spillede Thomas Dalgaard ni kampe for OB, hvortil han var udlejet fra Heerenveen.

31-årige Thomas Dalgaard blev i 2014 topscorer i Superligaen med 18 mål, selvom Viborg rykkede ud. Viborg rykkede op igen i sidste sæson uden Thomas Dalgaard.