Knap to uger efter en behandling for nyresten er fodboldlegenden Pelé igen blevet indlagt på et sygehus i Sao Paulo. Det skriver lokale medier i Brasilien.

- Patienten Edson Arantes do Nascimento (som Pelé er døbt, red.) er indlagt for undersøgelser. Hans tilstand er stabil, lød det i en udtalelse fra sygehuset mandag aften.

Ifølge lokale medier bliver den 74-årige Pelé nu behandlet for en urinvejsinfektion.

Han blev opereret for nyresten 13. november, og operationen blev betegnet som succesfuld, da han blev udskrevet få dage senere.

Pelé er bredt anerkendt som en af verdens bedste fodboldspillere nogensinde. Han vandt VM tre gange med Brasilien: I 1958, 1962 og 1970. Han spillede i 18 år for Santos i hjemlandet og siden tre sæsoner for New York Cosmos i den hedengangne amerikanske NASL-liga i karrierens efterår midt i 70erne.