Sydamerikansk finale gik helt amok

Finalen i Sydamerikas næstmest fornemme klub-turnering, Copa Sudamericana, endte onsdag aften i et vanvittigt drama

Brasilianske Sao Paulo og argentinske Tigre spillede onsdag returopgør i finalen, hvor den første kamp endte 0-0. Sao Paulo førte ved pausen 2-0, og kampen virkede umiddelbart afgjort til brasilianernes fordel. Men så begyndte begivenhederne at tage fart.

Da pausefløjtet havde lydt, kom de to hold i klammeri på vej ned i spillertunnellen. Selvom sikkerhedsvagter strømmede til, kunne gemytterne tilsyneladende ikke stoppes. Tigre-spillerne hævder, at de blev overfaldet med stave, og at sikkerhedspersonalet angiveligt skulle have trukket pistoler mod dem. 

- De trak to pistoler mod os (...) Politiet kom ind og slog løs på vore spillere, hævdede Tigre træner Nestor Gorosito efter kampen.

Tigre-spillerne nægtede at komme ud til 2. halvleg. Sao Paulo-spillerne ventede 30 min. på banen og blev efterfølgende dømt som vindere af kampen og finalen.

Hverken Sao Paulo-spillerne eller kampens dommer deler argentinernes udlægning af begivenhederne.

Argentinsk TV påstår imidlertid, at der var blodstænk på væggene i Tigres' omklædningsrum. På videoen nedenfor kan du se spillerne ryge i håndgemæng med hinanden på vej ned til omklædningsrummene

  

Læs også: