Sydafrikas landsholdsanfører og målmand Senzo Meyiwa blev søndag skudt og dræbt i en by lidt uden for Johannesburg i hjemlandet.

Her blev Senzo Meyiwa, der har spillet de seneste fire landskampe i målet for Sydafrika som anfører, ellers hastet til et hospital i en ambulance, men blev undervejs erklæret død af sine skudsår.

Det oplyser generalløjnant Solomon Makgale fra sydafrikansk politi samt Senzo Meyiwas klub Orlando Pirates begge i en pressemeddelelse søndag.

- Vi kan bekræfte, at 'Bucs' målmand Senzo Meyiwa er blevet skud og erklæret død ved ankomsten til et hospital, fortæller politiet.

Skyderiet fandt angiveligt sted ved målmandens kærestes hus i byen Vosloorus omkring 20 kilometer syd for Johannesburg.

Her har vidner forklaret politiet, at to mænd brød ind i huset, mens en tredje ventede udenfor. Derefter lød der skud fra en pistol, hvorefter alle tre mænd flygtede fra stedet. Politiet vurderer, at der kan have været tale om et forsøg på at lave indbrud.

Efter det tragiske dødsfald er der blevet udlovet en dusør på omtrent 82.000 danske kroner for oplysninger, der kan føre politiet til gerningsmændene.