Michael Laudrup er lettet over, at Swansea har fundet frem til, at han ikke gjorde noget ulovligt i sin tid i klubben. Det fortæller han til BBC Sport Wales.

Ifølge Politiken tjente Laudrups agent, Bayram Tutumlu, op mod 32 millioner kroner på spillerhandler, mens Laudrup var manager i Swansea. Derfor mistænkte man i en periode også Laudrup for at være involveret i den store pengestrøm. Men som BT fortalte allerede tirsdag, har Swansea i en intern undersøgelse frikendt Laudrup for at have gjort noget forkert.



Overfor BBC Wales Sport kommenterer Swanseas bestyrelsesformand Huw Jenkins undersøgelsens indhold, og han sætter streg under, at der ikke er mere at komme efter.

»Der var diskussioner med League Manager's Association (LMA), men det skete i konteksten om at forhandle et forlig på plads, og det skal ses i det lys. Sådan som vi ser det, så var det enden på sagen, og vi blev enige om et forlig og kiggede fremad,« siger Jenkins onsdag i interviewet med BBC Wales Sport.

Swansea begrundede ellers i 2014 fyringen af Laudrup over for den britiske trænerunion med en mistanke om Laudrups agent Bayram Tutumlu.

»Klubben havde mistanke om, at Michael Laudrup ikke ønskede en given spiller til klubben, medmindre Bayram Tutumlu var involveret i den pågældende spillerhandel.«

»Klubben undersøger fortsat spillerhandler for at kunne fastslå, om de blev indgået på klubbens bekostning, mens Bayram Tutumlu var tilknyttet klubben, og i hvilket omfang (om noget) Michael Laudrup var involveret i det,« skrev man dengang.

Laudrup har noteret sig udmeldingen fra Swansea, og den vækker glæde hos danskeren.

»Jeg har læst, at Swansea har fastslået, at de ikke har fundet noget, der indikerer, at jeg har gjort noget forkert eller ulovligt i forhold til spillerhandlerne i min periode som manager i klubben.«

»Det vidste jeg godt, men det er en lettelse, at klubben bekræfter det,« forklarer Laudrup til BBC Wales Sport.

Ifølge Politiken skulle Tutumlu som et af punkterne i en kontroversiel kontrakt have 7,5 procent af profitten fra alle Swanseas spillersalg.

Det viser et dokument, Jenkins skrev under på i marts 2013, da Laudrup forlængede sin kontrakt med Swansea.

Men det punkt i kontrakten kom aldrig i spil, hævder Jenkins, der brød forbindelsen til Tutumlu i juni 2013 efter mistanke om svindel med spillerhandler.

»Lige præcis det punkt blev der aldrig handlet på, og som de fleste folk ved, så var handler ind og ud af klubben kontrolleret og besluttet af mig i overensstemmelse med manageren.

»Men i sidste ende havde vi kontrollen, og fra den dato (marts 2013) til Michaels afgang i 2014 blev lige præcis det punkt aldrig aktiveret. Jeg kan kun sige, at sådan som jeg ser det, så gjorde vi alting på den rigtige måde, og vi handlede i god tro,« siger Jenkins.

Laudrup, der blev ansat i Swansea i juni 2012, førte i 2013 klubben til Liga Cup-titlen. Det var klubbens første store titel nogensinde.

/ritzau/